Der kan være meget værdi at hente ved at indlede et samarbejde med en kommune, der ligger ud over det traditionelle kunde- og leverandørforhold. Adgang til driften og test og udvikling i et praksisnært miljø kan give værdifuldt input til din produktudvikling og være med til at bane vejen frem for senere salg. *
OPI, OPS, OPP. En charme ved det offentlige er de mange TBFér – Tre-Bogstav-Forkortelser. Når vi taler Velfærdsteknologi, er vi typisk ovre i OPS-Offentlig Privat Samarbejde, eller OPI-Offentlig Privat Innovation. Det handler om, at du og kommunen i fællesskab kommer frem til bedre løsninger til gavn for kommunen, for borgerne og for din virksomhed.
Modning, udvikling og blåstempling.
Et samarbejde om innovation handler om udvikling af et nyt produkt eller om test og tilpasning af et eksisterende produkt i en ny brugssituation. Det er nyt for kommunen, det er nyt for dig, og I har typisk både fælles og individuelle mål med samarbejdet. Typisk foregår det på den måde, at kommunen stiller sig til rådighed som et gratis sted, hvor du kan få modnet, udviklet og blåstemplet dit produkt og dine idéer. Kommunen bidrager med sine ressourcer ved at give adgang til borgere og medarbejdere. Du bidrager til gengæld med din viden og din tid. Til at understøtte denne type samarbejde har flere kommuner etableret såkaldte Living Labs, hvor nye løsninger kan udvikles og afprøves, inden kommunen indkøber dem i større stil.
Oftes-men ikke altid-er der ikke penge i mellem dig og kommunen. Du skal derfor kunne se andre værdier af din investering. Uanset om du får et nyt og bedre produkt, får du indsigt i kommunens arbejdsgange og borgernes behov. Du får dokumentation, en business case og, hvis det I udvikler sammen virker, en blåstempling af dit produkt. Ideelt set får du bagefter et første salg og en reference, som du kan bruge til at sælge videre andre steder i kommunen eller til andre kommuner.
I alle former for udviklingssamarbejder er opstarten essentiel. I bør sikre den gode forventningsafstemning og sikre rammerne for samarbejdet. Det kan anbefales at spille med helt åbne kort: hvad forventer du-og kommunen-at få ud af det fælles samarbejde? Det anbefales, at du går langt for at sikre, at samarbejdet har ledelsesopbakning hos kommunen.
Ledelsesopbakning gør dig mindre sårbar, hvis der sker personaleændringer undervejs. Det giver medejerskab, og øger også sandsynligheden for, at samarbejdet bliver til salg.
Har du erfaringer, du vil dele med os andre på ovennævnte område, er du meget velkommen til at indsætte dem herunder i kommentatorboksen.
*(Kilde: 2016 Væksthus Hovedstaden).


