Uddannelse og arbejde er to grundlæggende forudsætninger for at kunne deltage aktivt i samfundslivet. Men der er fortsat en stor gruppe borgere med komplekse problemstillinger, som er langt væk fra uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
Der er behov for en stærkere sammenhæng i de indsatser, som de modtager. Kommunerne har som den eneste offentlige aktør mulighed for at skabe denne sammenhæng gennem koordinerede eller integrerede indsatser på social-, sundheds- og beskæftigelsesområdet.
Rehabilitering er det begreb, som kan sætte mål for den sammenhængende indsats, som vi også ser det i forbindelse med førtidspensionsreform. Det er helt centralt, at jobindsatsen går hånd i hånd med eksempelvis misbrugsindsatsen, psykiatriindsatsen og boligindsatsen – og ikke mindst i overgangen fra barn til voksen håndteres hensigtsmæssigt.