Værdifuld viden om økonomi!
Måske har du den rigtige ide til en succesfuld virksomhed. men mangler den nødvendige kapital. Under de rette betingelser kan det være vejen frem at finde én eller flere investorer.
Hvis du er villig til at dele ejerskabet af din virksomhed med andre og ikke selv har kapital nok til at sætte dit projekt i gang, kan det være en mulighed at få investorer udefra.
Grundlaget for enhver investering er sædvanligvis en god og velovervejet forretningsplan, der ikke bare skal ses som et stykke papirarbejde. Et systematisk arbejde med forretningsplanen kan sætte tankerne i gang, så planen kan fungere som grundlag for, at alle parter får afstemt forventningerne. Men planen vil aldrig kunne stå alene. Investorerne vil altid vurdere, om du og dit eventuelle team har de personlige egenskaber, der gør, at din idé kan virkeliggøres. Hvis du allerede har vist, at du med succes kan drive en virksomhed, men nu vil have mere vækst, vil det naturligvis være et plus.
Investorer ønsker skalerbarhed.
De fleste investorer er interesseret i at investere i en idé, der kan udvikle sig og generere en stor omsætning. Har du eksempelvis en idé til en butik, vil det ofte interessere mulige investorer mere, hvis idéen kan videreføres til et helt detailhandelskoncept. Det er svært at finde investorer til en tømmervirksomhed eller en frisørbutik, men nemmere at opnå interesse, hvis du i stedet har opfundet et nyt vindue eller et nyt hårprodukt. Typisk er der mest interesse for et produkt, der nemt kan produceres i et stort antal, som det eksempelvis er tilfældet inden for software. Det vigtigste er, at idéen er skalérbar og har potentiale til at skabe en vækstvirksomhed.
Investorer forventer salg af virksomheden.
Når du starter en virksomhed, vil motivet ofte være at skabe en ny tilværelse som selvstændig. Får du investorer udefra, vil deres motiv i stedet typisk være at få forrentet deres investering gennem et succesfuldt salg af virksomheden. Når du udarbejder den forretningsplan, der ligger til grund for aftalen med din investor, vil der derfor normalt være et kapitel, der handler om exitstrategi, altså salg af virksomheden. Hvis du ikke har et ønske om at sælge din virksomhed inden for en overskuelig årrække, vil det kølne interessen hos de fleste investorer. Måske kunne du i stedet stille et højt løbende udbytte af investorens midler i udsigt, men i givet fald skal det være en del af planen fra starten.
Nye pligter.
Når du starter en virksomhed med investorkapital i ryggen, får du en række pligter, du skal leve op til. Du er ikke længere kun selvstændig, men leder af en virksomhed med én eller flere ejere. Du kan ikke træffe alle store beslutninger selv, og du skal sørge for, at der sker en løbende rapportering til investorerne, hvilket blandt andet kan ske gennem orienteringer på bestyrelsesmøder. Det hele tager tid og kræver mere dokumentation end blot mavefornemmelser. Til gengæld får du mere professionelle processer, og det kan øge kvaliteten af dit arbejde og forhåbentlig sikre langsigtet succes. Samtidig vil du nok opleve, at investorerne ikke bare ser sig selv som mennesker med en pose penge, men i høj grad har ønsker om at involvere sig i virksomhedens udvikling. Typisk har de selv haft succes, er idérige og kan måske også være med til at skaffe dig nye leverandører, kunder og kontakter. (Kilde: Din revisor informerer).
Har du praktisk viden eller egen erfaring om ovennævnte emne, er du meget velkommen til at dele dem med vi andre herunder i kommentatorboksen, så flest mulige kan få glæde heraf.


