Posts Tagged ‘livslang læring’

Lønkonkurrence!

december 9, 2013

Danskere er gode til at finde job i andre sektorer, så sandsynligvis vil globaliseringen ikke få stor indvirkning på antallet af danske arbejdspladser. Det er snarere lønniveauet, der vil komme under pres i de kommende år. Aktuelt bemærkes det, at den danske og europæiske lønudvikling er usædvanlig moderat, på trods af at der er lav ledighed historisk set. Frygten for udflytning af arbejdspladser ligger en dæmper på lønkravene.Enkelte grupper af medarbejdere har ligefrem været villige til at gå ned i løn for at fastholde deres arbejdspladser. Der er dog langt ned til lønnen hos eksempelvis en fabriksarbejder nær Shanghai, der får udbetalt omkring 700 kr. om måneden. Så vi kan reelt ikke konkurrere, når det gælder lønniveauet.

Hvad kan vi gøre nu?

I en globaliseret verden kan kun de lande, der har den mest eftertragtede arbejdskraft opretholde de højeste lønninger. Danmark skal derfor have verdens bedste medarbejdere for at fastholde vores relative velstandsniveau.

Det gøres ikke kun ved at motivere unge til at uddanne sig og ved generelt at forbedre uddannelses- og forskningsinstitutionerne. Lige så vigtigt er det at opkvalificere den nuværende arbejdsstyrke ved at sikre livslang læring med gode muligheder for efteruddannelse for alle faggrupper. Det gør ikke blot medarbejderene mere produktive, det gør også, at medarbejderen får kompetencer, der kan bruges i andre stillinger.

Det er også vigtigt at blive ved med at fremelske nogle af de uformelle kompetencer, som stort set er fraværende i lavtlønslandene. Det gælder eksempelvis evnen til at være innovativ, problemløsende og tage medansvar for sin arbejdsplads.

Endelig skal vi være forberedt på, at de fremtidige jobs kommer til at være i erhverv relateret til viden og service, frem for i de traditionelle produktionsvirksomheder.

Danske arbejdspladser i en globaliseret verden!

december 5, 2013

Danmarks Erhvervsråd vurderer, at danske virksomheder foreløbig har oprettet omkring 320.000 arbejdspladser uden for Danmark. Samtidig vurderes det, at omkring 200.000 danskere (hver 7. medarbejder) arbejder for udenlandske virksomheder i Danmark. Globaliseringen er dermed et gensidigt fænomen, hvor jobs både flytter ind og ud af landet. Det er imidlertid de konfliktfyldte historier om de globaliseringstruede jobs, der fylder mest i medierne, mens det er mindre synligt, at der skabes nye jobs herhjemme.

Det er omtvistet, hvad globaliseringen betyder for Danmarks mulighed for at fastholde arbejdspladser. Vismændene vurderer, at 4-5.000 jobs om året nedlægges i danske fremstillingsvirksomheder som følge af udflytning af produktion. Det tal skal ses i lyset af, at der hvert år oprettes 260.000 nye jobs i Danmark, mens lige så mange nedlægges. Teknologiske forandringer spiller formodentlig en større rolle for beskæftigelsen end udflytningen af arbejdspladser.

Derfor er livslang læring, efteruddannelse, omstillingsparathed og mobilitet altafgørende faktorer for den enkelte, hvis man vil bevarer sine muligheder for job i Danmark fremover.