Posts Tagged ‘konkurrence’

Konkurrence!

december 1, 2013

Globaliseringen har givet danske virksomheder nye vækstmuligheder. De har fået adgang til et langt større marked med forbedrede muligheder for stordriftsfordele. Samtidig har de fået mulighed for at reducerer deres produktionsomkostninger ved at outsource eller udflytte dele af deres produktion. Omkring 11 procent af de danske virksomheder har flyttet produktion til udlandet, hvor de typisk reducerer produktionsomkostningerne med 30 procent eller mere. Andre virksomheder søger at opnå tilsvarende omkostningsreduktioner ved øget effektivisering og automatisering af driften.

De omkostningsreduktioner som virksomhederne opnår, bliver i varierende grad båret videre til forbrugerne. Prisen på et nyt fladskærms-TV ville eksempelvis være betydeligt højere, hvis det var produceret i Danmark af danske arbejdere. Besparelser som denne giver mulighed for øgede forbrugsmuligheder hos den enkelte dansker. Globaliseringen er dermed en del af forklaringen på den danske forbrugers stigende købekraft.

Over 80 procent af de opgaver der henlægges til udlandet er produktion af fysiske varer som højtalere og møbler. De produceres i så stort et antal, at den marginale transportomkostning er ubetydelig, og forarbejdningen kan ofte foretages af medarbejdere uden egentlig uddannelse. Mange specialproduktioner fastholdes derimod gerne i Danmark, sammen med hovedkontoret. Design, udvikling samt den centrale administration og strategiplanlægning foretages som oftes her.

Det er dog ikke kun produktion, der outsources. Der er en stigende tendens til, at også forsknings- og udviklingsaktiviteter foretages af lavtlønslande. B&O udvikler eksempelvis software i det tidligere Sovjetunionen og  Novozymes forsker i Kina.

Denne udvikling understøttes af bl.a. Kinas satsning på uddannelse, da de ikke ønsker at blive fastholdt i rollen som “verdens billige produktionsværksted”. På 10 år er Kina gået fra at være uden forskningscentre til at have 700, og der er flere på vej. 28 procent af verdens forskning finder sted i udviklingslandene i dag.