Posts Tagged ‘Kilder til politiske beslutninger’

Kilder til politiske beslutninger!

oktober 14, 2015

Til den basale forståelse af politikeren hører forståelsen af grundlaget for politiske beslutninger. 

Følelsen af at sidde i den rolle, hvor man bombarderes med forventninger og krav udefra, med informationer, med pressens nysgerrighed osv. Forståelse af, at enhver politisk beslutning, der skal træffes, sker under tidspres, og med alt andet lige begrænset viden om emnet. Og af at politikerne samtidig skal stå på mål for deres beslutninger.

Politikerne skal på én gang forholde sig til viden om komplekse sager og til driften af kommunen, til analyser på området, til holdninger hos politiske kolleger – hvad der kan føre til beslutning, og hvad der ikke går – til pressens søgning efter nyheder på området og til borgernes og interessenternes forventninger til politikernes engagement på området.

Politikerne skal med andre ord håndtere mange typer viden og mange kilder til viden på området. Denne viden går fra den evidensbaserede viden over indstillinger til den mere holdningsbaserede viden. I det politiske rum skal man kunne arbejde med alle disse former for viden. Og netop i det politiske rum vil det ikke være legitimt at betragte én type viden på området som vigtigere end en anden.

Det lyder selvfølgeligt for de fleste, at politikerne sidder i dette dilemma, altså at kilden til politiske beslutninger skal findes mange steder. Ikke desto mindre virker det som om, at denne indsigt ikke forplanter sig fuldt ud i dagligdagen.

Det forekommer ikke naturligt alle steder at arbejde med de forskellige kilder til politiske beslutninger. Det giver sig bl.a. udslag i politikernes udfordringer med overvægt af sagsmaterialer og indstillinger m.m., som forvaltninger løbende skubber ud til politikerne. Og i den politiske beslutningsproces kan der ligeledes være en tendens til at overvurdere betydningen af analyser og eksperters udsagn i forhold til det at bringe de forskellige kilder til holdninger og forventninger sammen og få det bedste ud af dem.

Har du meninger herom, som du ønsker at bidrage os andre med, er du velkommen til, at taste dem ind herunder i kommentatorboksen.