Posts Tagged ‘Investering i debitorer’

Det vigtige Likviditetsbudget!

august 22, 2019

 

Det næste vigtige budget er likviditetsbudgettet. Nu skal vi igen have fat i en række nye begreber for at belyse sammenhængen i budgetterne.

Indtægter og indbetalinger er ikke altid det samme. Når du sælger en vare til en kunde og fakturerer den, får du en indtægt. Hvis kunden betaler straks (kontant), sker der en indbetaling. Her er indtægt og indbetaling altså sammenfaldende, som det vil være i fx en bagerforretning. Hvis du derimod giver kunden kredit, registreres en indtægt og et tilgodehavende. Når kunden senere betaler, ændres dit tilgodehavende til en indbetaling. På samme måde med udgifter og udbetalinger. Du har en udgift, når du får leveret en vare. Betaler du kontant, får du med det samme en tilsvarende udbetaling, men hvis du får kredit, registreres udgiften som et skyldigt beløb under kreditorer. Først når du senere betaler, forekommer en udbetaling. En virksomhed har udgifter til indkøb af mange forskellige slags varer. Det er ikke alle varer, der forbruges med det samme, fx anvendes maskiner gennem flere år. Der er altså en række indkøb, som skal fordeles over flere år gennem det. Det kaldes afskrivninger. Afskrivninger er en beregnet omkostning, som også skal indgå i driftsbudgettet. Alle dine investeringer i debitorer (kunder der skylder dig penge), maskiner, biler, råvarer og varelager skal finansieres. Pengene fremskaffes ved, at du selv indskyder penge, får lån, kassekredit m.m.

I driftsbudgettet fortælles, hvornår omkostningerne bruges, og hvornår salget finder sted. I likviditetsbudgettet fortælles, hvornår udgifterne skal betales, og hvornår dine kunder forventes at betale. Formålet med et likviditetsbudget er at vise, om indbetalingerne indgår hurtigt nok til, at du kan klare udbetalingerne efterhånden, som de forfalder til betaling. Da der er svingninger på såvel udbetaling som indbetalingssiden i løbet af et år, vil der sikkert være behov for en kassekredit eller driftskredit til at udligne disse svingninger.

Det er god budgetpraksis at indlægge en likviditetsreserve af passende størrelse til at imødegå uventede svingninger i likviditeten, så du ikke skal i banken hvert andet øjeblik for at få lov til at overtrække kassekreditten, indtil din store kunde sender de penge, han skylder o.lign.

Likviditetsbudgettet vil normalt være opstillet måned for måned ligesom driftsbudgettet. De vigtigste poster i likviditetsbudgettet er at finde blandt følgende, når det drejer sig om indbetalinger:

  • Kontantsalg
  • Indbetalinger fra kunder
  • Evt. renteindbetalinger
  • Andre indbetalinger

De vigtigste poster i likviditetsbudgettet på udbetalingssiden er:

  • Kontant varekøb
  • Betaling til kreditorer
  • Lønninger og sociale ydelser
  • Moms
  • A-skat
  • Betaling af faste omkostninger
  • Afdrag på biler, maskiner og lån
  • Renter
  • Privatforbrug
  • Andre udbetalinger

Forskellen mellem indbetalingerne og udbetalingerne vil vise dit aktuelle likviditetsbehov.