Posts Tagged ‘Indien’

Asien er stedet at være som aktieinvestor i emerging markets i øjeblikket.

august 31, 2018

Fremtiden kommer fra øst!

Når Donald Trump i øjeblikket er travlt optaget af at føre handelskrig mod Kina, skyldes det næppe personlig modvilje mod kinesere.

Handelskrigen er blandt andet et symptom på, at Kina har udviklet sig til en skræmmende stærk modpart, der truer USA’s mangeårige dominans i global økonomi.

Og selv om den verserende handelskrig måske kan skabe skvulp i bassinet på kort sigt, kan selv nok så mange forhøjede amerikanske toldsatser ikke bremse den brølende udvikling i Kina og resten af Asien på længere sigt.

Mange asiatiske lande oplever en rivende økonomisk udvikling med solide vækstrater år efter år, og der er så mange forbrugere i Asien, at det er svært at begribe.

Alene de fem lande Kina, Indien, Indonesien, Filippinerne og Vietnam udgør tilsammen op imod 3,2 milliarder mennesker – svarende til næsten 550 gange så mange mennesker som i Danmark eller 83.000 gange så mange mennesker, som når Parkens fodboldstadion er fyldt til bristepunktet.

Og hvert eneste år bevæger ca. 124 millioner asiater sig op fra fattigdom til købedygtig middelklasse.

Det er medvirkende til, at Asien for tiden betragtes som stedet at være, hvis man som investor vil have emerging markets-aktier i porteføljen – og mere attraktivt end fx Rusland og de latinamerikanske økonomier med Brasilien i spidsen.