Posts Tagged ‘Hvem er ældre medicinske patienter’

Hvem er ældre medicinske patienter?

februar 22, 2022

Er du ældre medicinsk patient, lider du typisk af flere sygdomme. Du har brug for hjælp og behandling til at klare dagliglivet med sygdom. En gang imellem har du brug for at blive indlagt på sygehus. Som regel akut og typisk også flere gange. Når du bliver udskrevet, har du ofte brug for at få opfølgende behandling, pleje og rehabilitering. Det kan være derhjemme eller på et plejecenter. Eller en forebyggende indsats i rette tid, så du kan undgå at få behov for endnu en indlæggelse.

Det kan være en forvirrende oplevelse at komme ind og ud af sygehus. Når du er svækket af sygdom og pludseligt får det meget værre og skal indlægges, kan det være svært at følge med i, hvad der sker, og hvad der bliver sagt omkring dig. Personalet har travlt. Måske er flere patienter indlagt, end personalet er beregnet til. De er nødt til at sørge for det allervigtigste, som at du får din medicin. Men det kan betyde, at du ikke altid kan få hjælp til at spise og drikke, at få børstet tænder eller komme op og ud af sengen og røre dig. Det vil alt sammen bidrage til at svække dit helbred endnu mere.

Når du er udskrevet, gælder det om at få genvundet dine kræfter hurtigst muligt. Men du vil måske opleve, at du skal vente på genoptræning og ikke får den hjælp, du har brug for i dagligdagen. Måske skal der hentes eller afleveres hjælpemidler. Eller du har brug for sygepleje eller praktisk hjælp i hjemmet.

Som patient møder man mange forskellige medarbejdere i sundheds-og plejevæsenet. Det kan være svært at holde styr på alle informationer og aftaler. Ligesom det også er svært at holde styr på din medicin, særligt når den bliver ændret på.