Posts Tagged ‘Globalisering’

Konkurrence!

december 1, 2013

Globaliseringen har givet danske virksomheder nye vækstmuligheder. De har fået adgang til et langt større marked med forbedrede muligheder for stordriftsfordele. Samtidig har de fået mulighed for at reducerer deres produktionsomkostninger ved at outsource eller udflytte dele af deres produktion. Omkring 11 procent af de danske virksomheder har flyttet produktion til udlandet, hvor de typisk reducerer produktionsomkostningerne med 30 procent eller mere. Andre virksomheder søger at opnå tilsvarende omkostningsreduktioner ved øget effektivisering og automatisering af driften.

De omkostningsreduktioner som virksomhederne opnår, bliver i varierende grad båret videre til forbrugerne. Prisen på et nyt fladskærms-TV ville eksempelvis være betydeligt højere, hvis det var produceret i Danmark af danske arbejdere. Besparelser som denne giver mulighed for øgede forbrugsmuligheder hos den enkelte dansker. Globaliseringen er dermed en del af forklaringen på den danske forbrugers stigende købekraft.

Over 80 procent af de opgaver der henlægges til udlandet er produktion af fysiske varer som højtalere og møbler. De produceres i så stort et antal, at den marginale transportomkostning er ubetydelig, og forarbejdningen kan ofte foretages af medarbejdere uden egentlig uddannelse. Mange specialproduktioner fastholdes derimod gerne i Danmark, sammen med hovedkontoret. Design, udvikling samt den centrale administration og strategiplanlægning foretages som oftes her.

Det er dog ikke kun produktion, der outsources. Der er en stigende tendens til, at også forsknings- og udviklingsaktiviteter foretages af lavtlønslande. B&O udvikler eksempelvis software i det tidligere Sovjetunionen og  Novozymes forsker i Kina.

Denne udvikling understøttes af bl.a. Kinas satsning på uddannelse, da de ikke ønsker at blive fastholdt i rollen som “verdens billige produktionsværksted”. På 10 år er Kina gået fra at være uden forskningscentre til at have 700, og der er flere på vej. 28 procent af verdens forskning finder sted i udviklingslandene i dag.

Hvad kan vi gøre?

november 28, 2013

Når det gælder folkeskolen. så taler meget for at optrappe indsatsen på de hårde områder, det vil sige læsning, matematik, sprogkundskaber og naturfag. Vi skal naturligvis ikke sætte vore forcer – i særdeleshed elevernes samarbejdsevner og selvstændighed – over styr. Men vi bør overveje at øge brugen af tests inden for disse områder samt at styrke læreruddannelsen inden for netop disse fag.

Når det gælder de videregående uddannelser, så er det nødvendigt at begrænse den gennemsnitlige studietid samt at gøre studievalget mere erhvervsmindet. Et muligt tiltag vil være at erstatte uddannelsesstøtten med statsligt garanteret lån.Det vil give de studerende en tilskyndelse til hurtigere at afslutte deres uddannelse samt i højere grad at vælge en uddannelse, der giver gode jobmuligheder.

På forskningsområdet gælder det om at optrappe samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivets virksomheder samt at bruge en større del af forsknings midlerne på naturvidenskaben – gerne inden for en europæisk dimension.

Danmark har forudsætningerne for at nå meget vidt inden for alle tre områder. Men der har i de seneste årtier været en modvilje mod at stille krav til de studerende og til uddannelsesinstitutionerne. Det er der måske ikke noget mærkeligt i; men hvis vi vil overleve som vidensamfund, så er det helt nødvendigt at stille krav.

Globaliseringen er ikke et fænomen, vi kan vælge til eller fra efter behov. Der er tale om et givet vilkår, som det gælder om at få det bedst mulige ud af.

Det danske uddannelsessystem i en globaliseret verden!

november 25, 2013

Globaliseringen tvinger Danmark til at stille skarpt på uddannelses området. Nye internationale undersøgelser har vist, at vi på visse områder, herunder naturvidenskab og læsefærdigheder, halter bagefter en række af de lande, vi normalt sammenligner os med. Selv om det danske uddannelsessystem er et af de dyreste i verden, formår vi altså ikke at udnytte vore ressourcer til at opnå en tilsvarende førende position op resultatsiden. Det har ført til megen debat i medierne i de senere år.

Opmærksomheden er helt på sin plads. For uddannelse er et af de områder, hvor Danmark har mulighed for at udmærke sig, netop fordi vi er et lille højtudviklet land, hvor indsats området er overskueligt, hvor vi har de nødvendige økonomiske ressourcer, og hvor befolkningen socialt set er homogen. Tre områder fremstår i denne sammenhæng som helt centrale: Folkeskolen, de videregående uddannelser og forskning.

Når de gælder læsefærdigheder blev Danmark i en af de såkaldte PISA-undersøgelser placeret som nr. 16 ud af 30 OECD-lande. Hele 17 % – svarende til hver sjette elev – lå under eller i den dårligste kategori og kunne derfor betegnes som funktionelle analfabeter.

Globalisering og uddannelse!

november 24, 2013

Globalisering er en proces, der mindsker afstandene mennesker og lande imellem. Vi kan i dag – stort set uden forsinkelser – følge med i begivenheder, der finder sted på den anden side af kloden. Og det er helt almindeligt at købe amerikansk software, latinamerikanske kaffebønner, indiske tekstiler samt koreanske elektronikprodukter. Det skal vi ikke være kede af, for den økonomiske globalisering har gjort os danskere rigere, både som forbrugere og som producenter. Men de mindre afstande stiller også store krav til os. Hvis vi vil holde os i toppen af ranglisten, økonomisk set, skal kunne konkurrere med hele verden. I den forbindelse står én ting helt klart: Danmark er ikke og skal ikke være konkurrencedygtig på billig arbejdskraft. Det er hverken muligt eller hensigtsmæssigt at matche Kinas og Indiens lave timelønninger og beskedne krav til arbejdsmiljø. Vi skal kunne konkurrere på varer og ydelser af høj kvalitet, det skal være sig inden for avancerede pumpesystemer, nye medicinske præparater eller brugervenlig software. Vi skal kort sagt kunne konkurrere på vores evne til at sikre højt uddannelsesniveau; som vidensamfund.

Dansk kultur i fremtiden!

november 23, 2013

Vor tids globaliseringsbølge er på mange måder mere gennemgribende, end den bølge der ramte os i anden halvdel af 1800-tallet. Hvor den første globaliseringsbølge fortrinsvis var af økonomisk betydning, indgår de kulturelle påvirkninger i dag en prominent plads. Det har haft en række konsekvenser, som der ikke er grund til at begræde. Næppe mange ville idag være foruden muligheden for at holde ferie under fremmede himmelstrøg, for at lade sig inspirere af andre landes køkkener og skikke samt at benytte internettet og udbuddet af udenlandske film. Samtidig er der næppe grund til at frygte for det danske sprogs overlevesesmuligheder.

Men dermed ikke sagt, at vi bare kan læne os tilbage og nyde den fagre nye verden. Det står klart, at vi må gøre en meget målrettet indsats for at bevare respekten om de værdier, der har gjort Danmark til et højt udviklet land og et tolerant samfund. Muhammed-krisen viste, at værdier vi i årtier har taget for givet – ytringsfrihed og tolerance er værd at nævne i denne sammenhæng – kan komme under pres i den nye globaliserede virkelighed. Det samme gælder værdier som ligestilling og lov og ret mere generelt. På disse områder er der ikke plads til indrømmelser. Her må vi stå fast på den retslige tradition, der har banet vejen for det moderne Danmark; med de knubs det så måtte indebære.

Dansk kultur – før og nu

november 14, 2013

Danmark er igennem hele sin historie blevet påvirket udefra, enten af lyst eller af nød. Runealfabetet er en efterligning af det latinske alfabet, guldhornenes motiver er inspireret af keltisk kunst, kristendommen er kommet sydfra. Dannebrog er i den forbindelse ét af en række europæiske korsfarersymboler, en meget stor del af vores sprog består af tyske låneord, og kongehuset udgår af en tysk adelsslægt. Den danske kultur er kort sagt sammenvævet af mange fremmede tråde, og det samme er tilfældet med det, vi opfatter som danske værdier.

Men i de seneste årtier er der sket noget. Påvirkningerne udefra er kommet op i et nyt og højere tempo. Af samme grund er vi begyndt at spørge os selv, om vi da ikke er nødt til at sikre overlevelsen af visse, afgørende danske særpræg. Et godt eksempel er kulturministeriets kulturkanon, der netop skal sikre kendskabet til et bredt udsnit af den danske kulturarv. Men er det overhovedet nødvendigt at kortlægge dansk kultur og danske værdier, så vi ikke mister vores identitet? Og hvis det er tilfældet, gælder det så over en bred kam, eller er visse områder væsentligere end andre?

I 1913 udgjorde den samlede verdenshandel 22 % af det globale BNP. I 1938 var det tal faldet til 9 %. Først i 1970´erne nåede vi atter niveauet fra før Første Verdenskrig.

Globalisering og dansk kultur

november 14, 2013

For over 100 år siden, i årerne 1870 – 1913, kulminerede den første globaliseringsbølge. Igennem de forudgående 50 år var verdenshandelen eksploderet, såvel varer som investeringsstrømme flød stort set uhindret over landegrænserne, og indvandrere fulgte ofte i deres kølvand. Dermed er også sagt, at globaliseringens første store skridt fandt sted i nationalstaternes guldalder, den anden halvdel af 1800-tallet. I de seneste årtier er vi atter nået op i samme omdrejninger – ja, vi er faktisk nået videre – når det kommer til at handle og bevæge os på tværs af landegrænserne. Men vil den anden store globaliseringsbølge også finde sted inden for rammerne af nationalstaten? Eller for at anlægge en ren indenlandsk vinkel: Vil den danske kultur kunne stå sig i den nye globale virkelighed?