Frit valg handler om mennesyn. Frit valg handler om at skrotte overformynderiet, sætte os borgere før systemet og have troen på, at den enkelte borger er i stand til at træffe kvalificerede valg.
Vi skal væk fra opfattelsen af, at den offentlige sektor kan lave løsninger, der dækker alles behov. Jeg ønsker, at den skattefinansierede velfærd leveres på os borgeres præmisser med respekt for den enkeltes ønsker og behov. De, der kan og vil, skal have friheden til at vælge til og fra.
Frit valg er værdifuldt for os borgere. Alene det, at vi kan vælge til og fra, giver os kontrol, indflydelse og ansvar for velfærdsydelsen. Der bliver en større overensstemmelse mellem det, der efterspørges af den enkelte og det, der leveres af fællesskabet. Frit valg giver os borgere kontrollen og sikrer en større tilfredshed med den skattefinansierede velfærd.
Op gennem 2000érne indførtes frit valg på en lang række områder fx frit valg af plejebolig, hjemmehjælpsleverandør, pasningstilbud, udvidet frit skolevalg, udvidet frit sygehusvalg, frit valg i børne- og ungdomspsykiatrien.
Ifølge en brugerundersøgelse, som Social- og Integrationsministeriet har gennemført sammen med KL, mener mere end 60 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne, at frit valg er vigtigt eller meget vigtigt, og stadig flere vælger at benytte en privat leverandør. Hos befolkningen generelt er det hos tre ud af fire holdningen af ældre, der har ret til hjælp, skal kunne vælge mellem flere leverandører. Og alene muligheden for at kunne vælge en anden leverandør øger trygheden for borgerne.
SF-Borgmester: Vi skal lære af de private.
“Det duer ikke at komme med de flosker, som fagbevægelsen og venstrefløjen ofte kommer med, om, at det går galt, når folk vælger de private. Tallene viser, at københavnerne er rigtigt tilfredse med de private leverandører. Mit svar er, at vi har en forpligtigelse til at sørge for, at de kommunale leverandører er lige så gode som de private, og at tilfredsheden hos borgerne er lige så høj. Derfor skal vi prøve at lære af de private, f.eks., omkring den servicemindhed, man har”, siger sundhedsborgmester i København Nina Thomsen (SF). (Kilde: Berlingske, 28. juli 2014).
Når det frie valg er reelt, bliver det også brugt. Eksempelvis brugte næsten halvdelen af de ældre, der var visiteret til hjemmehjælp i 2011, det frie valg. Når borgerne kan vælge til og fra, har de også mulighed for at præge udformningen af tilbuddet.
Kilder: Produktivitetskommissionen: Offentlig-privat samarbejde – analyserapport 6, februar 2014 Social- og Integrationsministeriet, december 2013: Brugerundersøgelse om hjemmehjælp til borgere i eget hjem og i plejebolig/plejehjem; Berlingske, 28.juli 2014: Ældre på stribe vælger privat hjemmehjælp. Dansk Erhverv, 7. juli 2014: Danskerne ønsker valgfrihed mellem offentlig og privat. Analyse foretaget af Hatch & Bloom for DI Service, januar 2013: Den gode velfærdsydelse – Hvad forventer danskerne? Jylland-Posten 15. september 2012: Flere og flere ældre køber selv hjælp!