Integrerede forløb giver gode resultater
Projektet “Den Trygge Vej” i Kolding Kommune er skabt i samarbejde med forældre til psykisk syge børn i alderen 5-13 år, ansatte i kommunen og på sygehuset for at skabe et bedre forløb for barnet med psykiske lidelser. Sammen opretter de et team, der er en del af barnets sygdomsforløb fra start til slut, hvor den faglige viden om sygdommen og personlige viden om barnet vil skabe et bedre og mere sammenhængende forløb.Evalueringerne er endnu ikke færdige, men de foreløbige viser, at den øgede inddragelse af forældre har højnet trygheden for barnet, og gjort det nemmere at afhjælpe og behandle den psykiske lidelse hos barnet. Ydermere viser evalueringen, at fagfolk i kommune og region har fået bedre kendskab og forståelse for hinanden, hvilket har skabt et mere sammenhængende forløb for barnet.
Vejle Kommunes forebyggelsesteam forebygger uhensigtsmæssige genindlæggelser
Vejle Kommune har i et samarbejde med Region Syddanmark etableret et projekt med det formål at reducere uhensigtsmæssige genindlæggelser for borgere mellem 18-65 år med psykiske lidelser. Genindlæggelser forebygges ved at sikre, at den psykisk syge får den rette støtte til at genoptage et liv i eget hjem efter en længere indlæggelse. Indsatsen sker i samarbejde mellem professionelt fagpersonale i både kommune og region og borgernes private netværk. Samarbejdet startede som et projekt i perioden 2009-2012. Med de positive resultater og et markant reduktion i antallet af uhensigtsmæssige indlæggelser er projektet nu en fast del af den daglige drift i Vejle Kommune.
Psykisk førstehjælp i Lyngby-Taarbæk Kommune
Akuttilbuddet om psykisk førstehjælp i Lyngby-Taarbæk Kommune er et tilbud til alle borgere i Kommunen på alle tidspunkter af døgnet. Både høj og lav, ung og gammel er velkommen til at benytte tilbuddet, hvis de selv oplever en akut krise, er pårørende til et menneske i krise, eller blot ikke ved, hvad de skal stille op.
Integrated Care projekt mellem Odense Kommune og Region Syddanmark
Et nyt samarbejde mellem Region Syddanmark og Odense Kommune skal sikre bedre behandling til personer med stress, angst og depression. Personer med psykiske lidelser har i høj grad svært ved at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet, men dette skal et bedre partnerskab på psykiatriområdet lave om på ved at flytte behandlingssystemet og beskæftigelsessystemet sammen.En vidensdeling mellem de to systemer er med til at skabe et mere sammenhængende forløb for den enkelte borger, samt til tidligere at få fat i borgere, der er sygemeldte med psykiske lidelser.