Mange danskere venter stadig for længe på at blive opereret, når de er henvist fra lægen. Den gennemsnitlige ventetid var i 2015 knapt 51 dage.
Bag den gennemsnitlige ventetid gemmer sig store regionale forskelle. Eksempelvis var den gennemsnitlige ventetid i Region Nordjylland mere end 57 dage, mens patienterne i Region Syddanmark omvendt kun ventede i gennemsnit knapt 45 dage.
I 2001 overtog VK-regeringen et sundhedsvæsen, hvor ventetiden var lang, og hvor ganske almindelige danskere måtte stå i alenlange køer til sygehusbehandling, mens velbjergede danskere kunne springe køen over og komme på privathospital.
Det gik Venstre til valg på at lave om. Kort sagt: Patienten skulle i centrum.
Venstre tog opgøret med den misforståelse, at det er vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister. Patienterne blev udstyret med en helt unik patientrettighed, der gav alle patienterne lige ret til at kunne vælge køen fra.
Indsatsen gav mærkbare resultater – både for patienterne og for systemet. Ventetiderne raslede ned, og patienterne var mere tilfredse med deres indlæggelse end nogensinde, samtidig med at sygehusene satte rekord i produktivitet, effektivitet og kvalitet.
Patienternes ret til hurtig behandling inden for 30 dage var en helt unik patientrettighed, der gav både patienterne valgfrihed og sikrede lighed i sundhedsvæsenet. Ved udgangen af 2012 havde mere end 604.000 patienter haft direkte glæde af det udvidede frie sygehusvalg og dermed fået behandling hurtigere, end de ellers ville have fået.
Regeringen forringede behandlingsgarantien fra den 1. januar 2013, så de fleste operationer i dag har en længere ventetid, før patienten kan fravælge ventetiden. Mere end halvdelen af alle patienter venter mere end 30 dage på behandling. Og mens ventetiderne generelt fald under VK-regeringen, er de nu stagneret – frem for at fortsætte med at falde.