Posts Tagged ‘Den enkelte har et personligt ansvar for at passe på vores allesammens natur og vort eget helbred. Ved at spare på ressourcerne’

Min holdning til vor natur og miljø! Hvordan er din?

august 7, 2018

Vores miljøpolitik bør efter min mening tage sit udgangspunkt i respekt for de naturlige ressourcer, som er vore fælles værdier.

Målet bør være, at beskytte de naturressourcer, som ikke bliver beskyttet i kraft af den private ejendomsret, idet myndigheder, organisationer og vi borgere i fællesskaber bør værne herom.

Vores miljø vil altid blive påvirket af menneskelige aktiviteter. Derfor er opgaven for det første at afbalancere hensynet mellem mennesker og miljø. For det andet er opgaven at opnå de ønskede miljømålsætninger så effektivt som muligt. Det vil sige at få mest miljø for pengene.

Den enkelte har et personligt ansvar for at passe på vores allesammens natur og vort eget helbred. Ved at spare på ressourcerne, ved at forbruge de mindst miljøbelastende produkter, ved at reducere affaldsmængden og ved at leve sundt kan vi hver især yde et bidrag til at beskytte miljøet og til at forebygge forurening og sundhedsskader.

Med privat ejendomsret følger også et ansvar for at belaste miljøet mindst muligt. Udgangspunktet er, at forureneren bør betale for de skader, som miljøbelastende forbrug eller produktion påfører omgivelserne. Det skal være økonomiske incitamenter, som gør det attraktivt at beskytte og forbedre miljøet.

Det offentlige skal hjælpe borgere og virksomheder til at handle miljømæssigt forsvarligt bl.a. gennem let adgang til at komme af med miljøfarligt affald.

Handel med forureningskvoter må ikke kunne medføre, at forurening flyttes fra den højtudviklede del af verden til U-landene.

EU skal føre en effektiv miljøpolitik, der tager hånd om grænseoverskridende miljøproblemer.

Grænseoverskridende forurening skal bekæmpes i EU og i internationalt regi. Fælles EU-miljøkrav på alle områder, hvor forureningen er grænseoverskridende, skal sikre, at borgere og virksomheder i ét EU-land ikke kan overvælte omkostninger på et andet EU-land.

Miljøproblemer kræver efter min mening en fælles international indsats, hvor EU er et naturligt forum for at sikre miljøet i vores del af verden og for at få en bedre forhandlingsposition internationalt med henblik på at opnå effektive globale miljøforbedringer.

Du er meget velkommen til, at dele dine synspunkter på området med os andre, så vi alle kan blive klogere og komme nærmere med effektive løsninger. Indskriv dem venligst herunder i kommentatorboksen.