Posts Tagged ‘at uddanne sig’

Jeg er tilhænger af Fri markedsøkonomi – hvad er du?!

marts 19, 2018

Fri markedsøkonomi er efter min mening et ubetinget gode, både fordi den mest effektivt kan opfylde vi menneskers individuelle ønsker og behov, og fordi den enkelte har en grundlæggende ret til frit at handle og indgå aftaler med andre mennesker.

Den frie markedsøkonomi sikrer den dynamik og fornyelse i samfundet, der giver vækst i såvel materielle som ikke-materielle værdier.

De offentlige indgreb i det frie marked bør begrænses mest muligt og koncentreres om foranstaltninger, der tjener til at øge den frie konkurrence samt smidiggøre og effektivisere den frie prisdannelse samt undgå monopoldannelser.

Vi bør føre en økonomisk politik, som tilstræber en stabil og holdbar vækst i beskæftigelsen. Den økonomiske politik bør bygge på fire hjørnestene:

  1. En lav inflation
  2. En lav rente
  3. En fast valutakurs
  4. Sunde og stabile offentlige finanser

Det skal altid kunne betale sig, at arbejde!

Fremgang i vores samfund forudsætter, at det kan betale sig at uddanne sig, at arbejde, at spare op, at investere og at løbe en risiko. Derfor bør samfundet være sådan indrettet, at det overalt stimulerer til arbejde, privat initiativ, selvstændighed og virkelyst – ligesom bureaukrati skal bekæmpes.

Vi betaler skat for at sikre et velfungerende velfærdssamfund. Men lige så afgørende for velfærdssamfundet er det at sikre, at det kan betale sig at arbejde, og at vor konkurrenceevne sikres i fremtiden. Det er vigtigt for den eksport, der betaler vores velfærd. De offentlige ydelser til arbejdsduelige mennesker skal være indrettet, så det kan betale sig at arbejde.

Skattebyrden bør gradvis sænkes inden for rammerne af et skattestop. Hovedprioriteten bør være at sænke skatten på arbejdsindkomst. Regelsættet for opkrævning af skatter og afgifter bør konstant gøres mere forståeligt for os borgere og vores virksomheder. Skattelettelserne bør være finansierede, hvilket vil sige, at de ikke må medvirke til at øge den offentlige gæld. Det er væksten i den private sektor samt effektivisering (Work smarter, not harder) i den offentlige sektor, der skal sikre råderummet til skattelettelser.

Skattesystemet skal videst muligt undgå at forvride det frie marked. Skatterne må ikke være så høje, at de tilskynder mennesker, virksomheder og kapital til at forlade landet eller forbrugerne til at handle i udlandet. Vi bør lære af hinanden og arbejde efter Best practice, og ikke opfinde hjulet igen og igen. Tværkommunalt og tværregionalt samarbejde bør stå højt på alles lister fremover, til gavn for os alle.

Der er ingen tvivl om, at dette emne har mange holdninger og meninger. Du er derfor velkommen til, at dele dem med os andre, så vi alle kan lære heraf. Skriv derfor disse ind i kommentatorboksen herunder. Husk, et sobert sprog.