Særskat.
Dækningsafgiften er en særlig ejendomsskat på visse erhvervsejendomme. Reglerne er gamle, ikke helt logiske og unødvendigt komplicerede, særligt når ejendomme anvendes til flere formål.
Dækningsafgift er – ligesom grundskyld – en formueskat på fast ejendom, og den opkræves af kommunen. Det er ikke alle kommuner, der opkræver dækningsafgift, og en del kommuner har valgt at fjerne eller over tid nedtrappe afgiften. Dækningsafgiften beregnes på baggrund af bygningernes værdi (forskelsværdien mellem ejendomsværdi og grundværdi) med fradrag af 50.000kr. Dækningsafgiften udgør herefter en af kommunen nærmere bestemt promille af bygningernes værdi. Promillen kan højst udgøre 10.
Det er ikke alle ejendomme, der er dækningsafgiftspligtige. Det er et krav, at ejendommen anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Efter praksis antages også bl.a. restauranter, vaskerier, tankstationer og lagerbygninger at være omfattet.
Ikke-afgiftspligtige formål omfatter bl.a. anvendelse til bolig, undervisning, plejehjem, museer m.v. Hvis der er tale om en udlejningsejendom, er det lejerens anvendelse, der er afgørende.
Den oprindelige begrundelse for at opkræve dækningsafgift af en ejendom, var at kompensere kommunerne for de udgifter, kommunen typisk havde i anledning af de nævnte erhvervsejendomme, men der er ikke noget krav om en sammenhæng mellem kommunens konkrete udgifter og dækningsafgiftens størrelse.
Dækningsafgiften er og bliver en særskat, og virksomheder tiltrækkes af de kommuner, der har minimeret eller bortskaffet denne. Det er jo en omkostning, der skal pålægges de varer eller ydelser virksomheden afsætter til sine kunder, og da den ikke er ens i samtlige 98 kommuner, vil nye virksomheder slå sig ned i de kommuner, hvor den er fjernet.
Så vil du tiltrække nye virksomheder i din kommune, er det vigtigt, at du som kommunalpolitiker arbejder for, at fjerne den.
Kurtdamsted's Blog 