Archive for the ‘Ventetider på behandling’ Category

Markante kommunale forskelle i ventetid til almen, ambulant genoptræning!

maj 21, 2015

“Der er markante kommunale forskelle i ventetid på almen ambulant genoptræning, hvilket indikerer, at ikke alle kommuner tilbyder en rettidig genoptræning til patienter, der udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan. Data for ventetid på genoptræning i kommunen er for nuværende ikke gode nok, men forskellene kommunerne imellem kan ikke alene forklares med mangelfulde data”.

En opgørelse fra Danske Handicaporganisationer, Danske Fysioterapeuter og Ældresagen viser, at ventetiden for genoptræning efter Sundhedsloven i omkring 60 pct. af kommunerne er mere end 7 dage.

Haderslev og Køge Kommuner tilbyder dog i dag borgerne med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning inden for 5 dage uden meromkostninger.

“Vi havde jo en del borgere på venteliste til genoptræning, så det kostede 2 ekstra terapeuter i 2 måneder, og selve indkøringsfasen varede 3 måneder. Men nu er ventetiden nede på 5 dage, og udgifterne i det daglige arbejde er ikke større, end da ventetiden var 4 uger.”, forklarer Lars Hoppe Søe, leder af genoptræningen i Køge Kommune.

Jeg foreslår, at nedbringe ventetiden på ambulant genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Patienterne skal have udvidede valgmuligheder, hvis genoptræningen ikke er startet efter 7 dage.

Udvidet frit valg til genoptræning!
Såfremt borgerens bopælskommune ikke kan hjælpe patienten i gang med det aftalte genoptræningsforløb inden for senest 7 dage – hvor det fagligt vurderes, at patienten er klar til at gå i gang med genoptræningen – skal borgeren have ret til at kunne vælge en anden leverandør, og dermed ret til at kunne fravælge lang ventetid.

Takster aftales mellem KL og udbyderne på linje med principperne bag det udvidede frie sygehusvalg. Kan parterne ikke enes, fastsættes taksterne af en uvildig opmand.

Patienten kan i dag ikke vælge en privatpraktiserende fysioterapeut, hvis patientens bopælskommune ikke har en aftale med dem. ligesom patienten ikke kan benytte privatpraktiserende tilbud i andre kommuner, hvis kommunen ikke har indgået aftaler, og det skal selvfølgeligt laves om.

Ventetider skal bekæmpes!

maj 11, 2015

Alle patienter, uanset pengepung eller beskæftigelse skal have mulighed for at vælge hurtig behandling, når ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage!

Mens man bør være optaget af at bekæmpe ventelister – og sikre, at flere  patienter behandles hurtigt og effektivt – har regeringen desværre været optaget af at bekæmpe patienternes ret til hurtig behandling. Ikke for at spare penge, men fordi regeringens modstand mod privathospitaler vejede tungere end patienternes rettigheder og valgfrihed.

Regeringens forringelse af patienternes rettigheder betyder samtidig, at der bliver skabt et A- og et B-hold af patienter, hvor dem med økonomien i orden kan springe ventelisterne over og få hurtig behandling på et privathospital.

Regeringens såkaldte differentierede ventetidsgaranti har således blot været en garanti for, at ingen patienter har fået bedre behandlingsrettigheder, mens mange har fået forringet deres ret til at kunne fravælge lange ventetider på behandling i det offentlige.

Jeg er samtidig kritisk over for, at regeringen har valgt at give personer i beskæftigelse bedre rettigheder end danskere, der står uden for arbejdsmarkedet – herunder også pensionister og studerende. For første gang i Sundhedslovens historie har regeringen nemlig valgt at skrive “beskæftigelse” ind som et konkret kriterium i forhold til adgangene til behandling.

Alle patienter skal have ret til hurtig behandling!

For Venstre er det afgørende, at patienterne sikres den bedst mulige behandling, hurtigst muligt. Derimod er det mindre afgørende, om det sker på et offentligt eller privat sygehus.

Senest har Region Sjælland – med Venstre i spidsen – valgt at trodse regeringens forringelse af patienternes ret til hurtig behandling, og har ifm den nye budgetaftale netop besluttet at sikre alle patienter ret til hurtig behandling inden for 30 dage. Region Sjælland søger derved at minimere den nuværende ulighed i adgangen til behandling, som regeringens forringelser af det udvidede frie sygehusvalg har medført, hvor nogle patienter gives en ventetidsgaranti på 30 dage og andre patienter med samme lidelse gives ventetidsgaranti på to måneder.

Venstre vil udnytte kapaciteten på både de offentlige og private sygehuse bedre, så vi sikrer den kortest mulige ventetid til både udredning og behandling. Det bidrager samtidig til at sikre mere sundhed for pengene.

Hurtig behandling betyder, at patienterne hurtigere kan blive deres lidelse eller sygdom kvit, og dermed hurtigere tilbage til et almindeligt hverdags liv med beskæftigelse, fritids- og familieaktiviteter.