Archive for the ‘Velfærdsalliancer’ Category

Vidste du, at Eksporten af lægemidler trækker væksten inden for sundhedsindustrien?

marts 6, 2018

Lægemidler udgør størstedelen af sundhedsindustriens eksport!

Det er primært et øget salg af lægemidler, der har drevet den positive udvikling i sundhedsindustriens eksport de seneste år. Lægemidler står for 85 pct. af den samlede eksport af sundhedsprodukter.

Fra 2010 til 2016 er eksporten af lægemidler steget med i gennemsnit 10 pct. om året. Dette skyldes blandt andet, at medicinalindustriens virksomheder er førende i verden på deres marked. I samme periode er eksporten af medicoteknisk udstyr steget med godt 2 pct. årligt, mens eksporten af hjælpemidler er faldet med 1 pct. om året i gennemsnit .

Sundhedsindustrien tjener penge på høj kvalitet!

Mere end tre fjerdedele af sundhedsindustriens eksport er up-market.

Danske lægemidler og medicoteknisk udstyr er i høj grad produkter, som sælges til højere priser end tilsvarende fra andre lande. Mere end tre fjerdedele, 77 pct., af eksporten af sundhedsprodukter blev i 2016 solgt som up-market-produkter. Til sammenligning gælder det kun for 37 pct., blandt de øvrige varer, Danmark eksporterer.

Dette indikerer, at den danske sundhedsindustri producerer varer af høj kvalitet, som kan sælges dyrere end tilsvarende produkter fra europæiske  konkurrenter. Inden for lægemidler sælges 88 pct., af produkterne som up-market, og indenfor medicoteknisk udstyr er det 72 pct.

Et eksport produkt er et up-market-produkt, hvis virksomheden opnår en merpris på mindst 15 pct. i forhold til den gennemsnitlige eksportpris for samme produkt type blandt EU15-landene.

Hvis du har erfaringer vedrørende ovennævnte område, du gerne vil delagtiggøre os andre i, er du meget velkommen til, at indskrive dem herunder i kommentatorboksen, så vi alle kan blive klogere på området.

Samarbejde som genvej til succes!

maj 28, 2017

Der kan være meget værdi at hente ved at indlede et samarbejde med en kommune, der ligger ud over det traditionelle kunde- og leverandørforhold. Adgang til driften og test og udvikling i et praksisnært miljø kan give værdifuldt input til din produktudvikling og være med til at bane vejen frem for senere salg. *

OPI, OPS, OPP. En charme ved det offentlige er de mange TBFér – Tre-Bogstav-Forkortelser. Når vi taler Velfærdsteknologi, er vi typisk ovre i OPS-Offentlig Privat Samarbejde, eller OPI-Offentlig Privat Innovation. Det handler om, at du og kommunen i fællesskab kommer frem til bedre løsninger til gavn for kommunen, for borgerne og for din virksomhed.

Modning, udvikling og blåstempling.

Et samarbejde om innovation handler om udvikling af et nyt produkt eller om test og tilpasning af et eksisterende produkt i en ny brugssituation. Det er nyt for kommunen, det er nyt for dig, og I har typisk både fælles og individuelle mål med samarbejdet. Typisk foregår det på den måde, at kommunen stiller sig til rådighed som et gratis sted, hvor du kan få modnet, udviklet og blåstemplet dit produkt og dine idéer. Kommunen bidrager med sine ressourcer ved at give adgang til borgere og medarbejdere. Du bidrager til gengæld med din viden og din tid. Til at understøtte denne type samarbejde har flere kommuner etableret såkaldte Living Labs, hvor nye løsninger kan udvikles og afprøves, inden kommunen indkøber dem i større stil.

Oftes-men ikke altid-er der ikke penge i mellem dig og kommunen. Du skal derfor kunne se andre værdier af din investering. Uanset om du får et nyt og bedre produkt, får du indsigt i kommunens arbejdsgange og borgernes behov. Du får dokumentation, en business case og, hvis det I udvikler sammen virker, en blåstempling af dit produkt. Ideelt set får du bagefter et første salg og en reference, som du kan bruge til at sælge videre andre steder i kommunen eller til andre kommuner.

I alle former for udviklingssamarbejder er opstarten essentiel. I bør sikre den gode forventningsafstemning og sikre rammerne for samarbejdet. Det kan anbefales at spille med helt åbne kort: hvad forventer du-og kommunen-at få ud af det fælles samarbejde? Det anbefales, at du går langt for at sikre, at samarbejdet har ledelsesopbakning hos kommunen.

Ledelsesopbakning gør dig mindre sårbar, hvis der sker personaleændringer undervejs. Det giver medejerskab, og øger også sandsynligheden for, at samarbejdet bliver til salg.

Har du erfaringer, du vil dele med os andre på ovennævnte område, er du meget velkommen til at indsætte dem herunder i kommentatorboksen.

*(Kilde: 2016 Væksthus Hovedstaden).

 

Nogle betragtninger om at handle med kommunerne!

januar 2, 2017

DSC_9241

Først og fremmest er kommunerne gode kunder. De køber typisk ind i ret store mængder. De kan altid betale deres regninger. Er du først kommet ind i varmen, kan du regne med, at kommuner er loyale samarbejdspartnere. Men der er mange hensyn, der skal tages, før de beslutter sig for at købe. Det er typisk langt mere komplekst, end når private handler med hinanden. Bundlinjerne er mange og mere politiske end i private virksomheder.

Proces og resultat 

Private virksomheder kan opleve, at kommunen er mere fokuseret på proces end på resultat. Det er ikke helt forkert opfattet. Det er dog med det positive fortegn, at regler og rammer overholdes, for at pengene bliver brugt ansvarligt. Konsekvensen for virksomhederne er lang beslutningstid. Der kan være lange udsigter til, at et tilbud bliver til penge på kontoen. Hvor sætningen” Vi tager en hurtig beslutning” på B2B markedet godt kan betyde, at ordren er hjemme, inden dagen er omme, kan præcis samme sætning på det kommunale marked betyde: “Du hører fra os om 2-6 måneder”.

Mange virksomheder har brændt sig på ikke at forstå den kommunale tidshorisont. En bedre forståelse for sprog, kultur og tempo kan gøre forskellen for, om du får andel i de budgetter, der cirkulerer i kommunerne. Ved du hvordan, og har du tålmodighed til at gå ind i processen, kan du blive leverandør til det kæmpestore og voksende velfærdsteknologiske marked. Et marked, der ikke kun findes i de danske kommuner, men også internationalt, fordi behovene for sundhed, omsorg og pleje stiger i takt med, at vi lever længere.

Forstå markedet

  • Landets 98 kommuner køber ind for 85 milliarder om året.
  • Kommunerne ledes politisk af folkevalgte. Derfor er måden pengene bruges forskelligt fra den ene kommunalbestyrelse til den anden.
  • Der bliver flere ældre og folk med kroniske sygdomme, og der er et øget pres på de kommunale budgetter.
  • Der bliver brug for mange flere velfærdsteknologiske ydelser i fremtiden.

Kan du derfor lære at leve med tempoet – både mentalt og finansielt –  er der gode grunde til at være kommunernes leverandør.

Har du oplevelser eller erfaringer med ovennævnte område, du gerne vil dele med os andre, er du velkommen til at give dine kommentarer herunder i kommentarboksen.

Hvordan ser fremtidens velfærdsalliancer ud?

september 1, 2015

Velfærd er ikke bare kun de ydelser, der produceres af det offentlige – og særligt af kommunerne. Velfærd skabes også i fællesskab. For at opretholde og videreudvikle velfærden i Danmark vil kommunerne skulle finde nye veje til at løse deres opgaver. En af vejene er at nytænke og styrke samspillet mellem det offentlige, os borgere selv, lokalsamfundet og det private erhvervsliv. Vi skal udvikle det, vi kalder fremtidens velfærdsalliance.

Velfærdsalliancer handler om at bringe alle ressourcer i spil: vi borgeres egne, lokalsamfundets, civilsamfundets, erhvervslivets osv., så alle kan bidrage med deres unikke kompetencer. På den måde bliver summen af indsatsen større og bedre end den, de enkelte parter hver især bringer med sig ind i samarbejdet. Det giver bedre velfærd, bedre lokalsamfund og større livskvalitet for den enkelte. Hvis vi fx skal komme “ulighed i sundhed” til livs, er en kompetent og professionel offentlig indsats ikke tilstrækkelig. Her skal vi borgere selv, vores netværk og frivillige også på banen.