Archive for the ‘Sammenlignelige målinger af tilfredshed og kvalitet’ Category

Inspiration og vidensdeling!

juni 7, 2016

Videndelingen mellem kommunerne om styrings- og effektiviseringstiltag på enkeltkommuneniveau er en central aktivitet. Det skal ske bl.a. via en videnportal, udsendelse af nyhedsbreve, afvikling af temamøder mv.

For at understøtte kommunernes arbejde skal de mange omprioriterings – og effektiviserings aktiviteter i kommunerne samles og synliggøres. På en videnportal på KL’s hjemmeside samles anbefalinger, inspirationskataloger, cases, vejledninger og redskaber, som kommunerne kan bruge i videreudviklingen af styringen og arbejdet med effektiviseringer. Udviklingen af indhold på vidensportalen sker gradvist og i tæt samarbejde med kommunerne.

Nøgletal Koncept

Som et element i understøttelsen af implementeringen af “Det fælleskommunale styrings- og effektiviseringsprogram” udvikles et nøgletalskoncept. Formålet er, at alle kommuner gennem en synliggørelse af nøgletal for effektivisering initiativerne på forskellige områder, får et yderligere redskab i overvejelserne omkring effektiviseringer. Der vil i vid udstrækning blive gjort brug af eksisterende nøgletal fx fra FLIS. Og konceptet udarbejdes i samarbejde med kommunerne. Arbejdet vil tage udgangspunkt i det koncept, der kendes fra KL-publikationen “Kend din kommune”, som har været anvendt på KØF i nogle år.

Det kan også overvejes at udvikle en form for standartrapport til den enkelte kommune, som hvis muligt kan integreres i FLIS. Fordelen ved at koble det til FLIS er, at så vil kommunen kunne udnytte de dybdegående analysemuligheder, der er i systemet.

Dokumentation

Diskussioner af udviklingen i serviceniveauet på de kommunale hovedområder vil være tilbagevendende og nødvendiggør dokumentation, der sandsynliggør, at der er tale om rationelle effektiviseringer og omprioriteringer – og ikke “rå” besparelser.

En hovedaktivitet er derfor at tilvejebringe bedre dokumentation – både i forhold til kommunernes styrings- og effektiviseringsindsats, men også i al almindelighed i forhold til den kommunale opgaveløsning. Det er tanken, at dokumentationen skal tage udgangspunkt i eksisterende nøgletal samt kommunale indberetninger, der indhentes i forbindelse med budgetvedtagelsen og regnskabsopfølgningen, samt i det omfang, der er muligt, via FLIS.

Dokumentationen skal bl.a. give kommunerne og KL et overblik over status for effektiviseringsarbejdet og de igangsatte initiativer. Det vil kunne nuancere diskussionen om den kommunale opgaveløsning og benyttes som grundlag for diskussioner om effektiviseringer og prioriteringer i kommunalbestyrelserne, i KL’s politiske udvalg, på borgmestermøder samt i regi af K98, Ø98 mv. Dokumentationen vil også kunne anvendes som grundlag for en opfølgning ved de årlige økonomiforhandlinger.

Objektivt sammenligningsgrundlag!

juni 2, 2015

Der skal benyttes sammenlignelige målinger af tilfredsheden og kvalitet hos alle leverandører i alle kommuner. Det sikrer, at borgerne får den nødvendige objektive information om de enkelte leverandører, der skal til for at sikre et trygt valg af leverandør.

Jeg ønsker, at borgerne sikres let tilgængelig information om de forskellige leverandørers kvalitet og borgernes tilfredshed med leverandøren.

Ensartede tilfredshedsmålinger!

Hvert andet år undersøges tilfredsheden med hjemmehjælpen i eget hjem og i plejebolig for hhv. kommunale og privateleverandører på landsplan. Derudover udarbejder både kommunerne og private leverandører tilfredshedsmålinger mere eller mindre fast. Fælles for de forskellige nuværende målinger er, at de ikke giver de ældre og pårørende brugbar information, der kan benyttes i forbindelse med valg af leverandør.

I økonomiaftalen for 2011 blev VK-regeringen og KL enige om at anbefale kommunerne hvert andet år at offentliggøre sammenlignelige oplysninger om brugernes oplevelse af kvaliteten på flere velfærdsområder. Formålet var at understøtte kommunernes arbejde med at dokumentere og udvikle kvaliteten i kommunens ydelser og tilbud.

Der er allerede udarbejdet spørgeskemaer til følgende serviceområder:

  1. Forældre til børn i dagtilbud
  2. Forældre til elever i skoler
  3. Elever i 6-9 klasse
  4. Forældre til børn i SFO-Fritidshjem
  5. Forældre til klub-børn til og med 5. klasse
  6. Elever i 6-9 klasser, der går i klub
  7. Hjemmepleje
  8. Plejebolig
  9. Botilbud

Spørgeskemaerne har siden september 2012 stået frit til rådighed for kommunerne, men de benyttes kun af lidt mere end hver fjerde kommune. Det betyder, at borgerne ikke får tilstrækkeligt med informationer, der gør det muligt at træffe et oplyst frit valg.

Borgerne skal have et dækkende og sammenligneligt overblik over brugertilfredsheden hos de enkelte leverandører og institutioner. De sammenlignelige tilfredshedsundersøgelser skal erstatte – ikke supplere – de eksisterende undersøgelser i kommunerne. Ensretningen i undersøgelsesdesign, elektronisk platform mv. skal reducere de samlede administrative omkostninger til tilfredshedsundersøgelser.

Ensartede indikatorer for kvaliteten!

På samme måde som der i dag er sammenlignelige tilfredshedsundersøgelser, skal der udvikles sammenlignelige indikatorer for kvaliteten af den service borgerne modtager.

De sammenlignelige fagligt funderede indikatorer for kvaliteten i ydelsen skal bidrage til at kvalificere borgernes frie valg. Udviklingen skal ske under inddragelse af KL, relevante ministerier, arbejdsgiver- og lønmodtager-, og brugerorganisationer, KORA, Danmarks Statistik mv. Udarbejdelsen af kvalitetsindikatorerne bør desuden inddrage udenlandske erfaringer fra fx Norge og Sverige.

De sammenlignelige indikatorer for kvaliteten skal erstatte – ikke supplere – de eksisterende indikatorer i kommunerne. En ensartet definition og måling af kvaliteten på tværs af kommunerne skal desuden bidrage til at nedbringe de administrative omkostninger til at vurdere kvaliteten. I forlængelse med udarbejdelsen og udvælgelsen af de relevante indikatorer, indstilles indsamling og registrering af øvrige supplerende indikatorer, der ikke er vurderet tilstrækkeligt sigende for kvaliteten.

(Kilder: Økonomi- og Indenrigsministeriet: Sammenlignelige brugertilfredshedsundersøgelser (BTU), KL.dk: Spørgeskemaerne. KORA, 25. februar 2014: Brugertilfredshedsundersøgelser i kommunerne – et politisk valg: http://www.tilfredshedsportalen.dk)