Archive for the ‘når du starter egen virksomhed!’ Category

Du skal vær opmærksom på Konkurrenceklausul mm., når du starter egen virksomhed!

juli 24, 2019

 

Inden du starter egen virksomhed, bør du undersøge, om der er noget i dine hidtidige ansættelser, som forhindrer dig i at starte din påtænkte virksomhed. Hvis du har skrevet under på en konkurrenceklausul, skal du være særlig opmærksom, men du kan også komme i vanskeligheder, selvom du ikke har underskrevet nogen klausul.

I markedsføringsloven er det bestemt, at en ansat i tre år efter ophøret af ansættelsen ikke må viderebringe eller benytte virksomhedens erhvervshemmeligheder. Det drejer sig om særlige kommercielle eller driftstekniske forhold, som er hemmeligholdte for andre end en begrænset kreds. Også tegninger, opskrifter, modeller og lignende er beskyttet mod medarbejdernes anvendelse i tre år efter fratræden.

Starter du egen virksomhed som konkurrent til din tidligere arbejdsplads, skal du passe på, hvad du gør. Grænserne er flydende, og du kan fx ikke starte med at rette henvendelse til dit gamle firmas kunder på grundlag af dit kendskab til kundekartoteket. Omvendt er der selvfølgelig ingen, der kan forhindre de gamle kunder i at rette henvendelse til dig, når de opdager, du er startet.

Overtræder du bestemmelserne i markedsføringsloven, risikerer du et fogedforbud mod virksomheden fra din gamle arbejdsgiver – plus et erstatningskrav. Har du skrevet under på en decideret konkurrenceklausul, afhænger din situation af indholdet i kontrakten. En normal konkurrenceklausul vil typisk gælde i et år, omfatte en bestemt branche og et bestemt geografisk område. Klausulen gælder selvfølgelig også, hvis du starter egen virksomhed i selskabsform. Hvis du overtræder klausulen, risikerer du fogedforbud mod din nye virksomhed, erstatningsansvar og betaling af bod.

I aftaleloven er det bestemt, at en konkurrenceklausul helt eller delvis kan bortfalde, hvis den er urimelig over for dig. Den bortfalder også, hvis du afskediges uden selv at have givet rimelig anledning dertil.

Det skal tilføjes, at lærlinge i henhold til lærlingeloven ikke kan påtage sig konkurrenceklausuler.

Når din egen virksomhed kommer i gang, skal du tænke på, om du får ansat medarbejdere, der skal omfattes af en konkurrenceklausul. Hvis dine medarbejdere er funktionærer, kan klausulen kun gælde i mere end et år, hvis du betaler dem et særskilt vederlag for at underskrive klausulen.

Er konkurrenceklausulen indgået i et funktionærforhold efter 15. juni 1999, er den kun gældende for funktionærer med særlige betroet stilling. Hvis du overtræder en aftalt klausul skal du betale den til virksomheden. Det kan f.eks. være aftalt at du ved overtrædelse af klausulen skal betale en bod svarende til et års løn. Vil du ikke betale, kan virksomheden anlægge en retssag mod dig. En betalt bod er ikke fradragsberettiget og skal betales af beskattede penge.

Virksomheden kan ligeledes bede Fogedretten om at forbyde dig at have beskæftigelse i strid med klausulen. Det kan være aftalt i klausulen, at virksomheden ikke skal stille sikkerhed men en retssag kan pålægge virksomheden dette, såfremt de vil opretholde fogedforbuddet. Beløbets størrelse er ofte den løn, du ville have tjent i den tid, fogedforbuddet løber.

Patent, brugsmodelregistrering, mønster og varemærke

Inden du begynder at investere mange penge i din fremtidige virksomhed, er det en god idé at få afklaret, om du i det hele taget har ret til at sælge de produkter eller ydelser, du påtænker. Ligesom du selv har mulighed for at få retsbeskyttelse af dine ideer, kan du uforvarende komme til at krænke andres rettigheder. Der henvises til Patent- og varemærkestyrelsen hjemmeside http://www.dkpto.dk hvor du kan læse mere om hvad patent, brugsmodel, mønster og varemærke er og hvordan de kan anvendes.