Archive for the ‘Kommunens business case’ Category

Kunsten at specificere et behov!

januar 9, 2018

Virksomhedernes idérigdom er stor. og det medfører mange nye løsninger, som I kommuner skal prioritere iblandt. For jer kommuner er det derfor vigtigt at blive skarpere på, hvad det er for behov, I ønsker opfyldt. På den måde bliver det nemmere at finde frem til og vælge de helt rigtige løsninger og samarbejdspartnere.                                                                                                                                                                                                  

For at blive specifikke om i hvilken retning I søger løsninger, er det vigtigt at lave en grundig behovsafdækning. Den kan være med til at hjælpe jer med at prioritere mellem de mange behov og leverandører, der byder ind med løsninger. Problemets omfang er afgørende for hvilke teknologier, I skal lede efter. Omfanget påvirker investeringen og kommunens incitament til at investere i nye løsninger. Men løsningerne, I leder efter, afhænger også af, hvor teknologien skal bruges, hvem der skal bruge den, om løsningen skal kunne forebygge eller opspore etc.

Mange løsninger til komplekse problemstillinger.

Fald-eksemplet viser, at en kompleks problemstilling potentielt kan afhjælpes på rigtigt mange måder, med mange forskellige teknologier, målrettet flere forskellige målgrupper. Det er med andre ord en vanskelig opgave at beskrive, hvilke typer af løsninger, man leder efter. Omvendt er det svært at kommunikere sine behov og ønsker, hvis I ikke kender dem – og ikke mindst at prioritere imellem dem.

Derfor er det en god øvelse at specificere sine behov. Jo mere specifikt I får beskrevet omfanget, symptomerne, nuværende rutiner og potentielle løsningsmuligheder – og ikke mindst hvilke bundlinjer de nye løsninger skal tilgodese – jo lettere er det for virksomhederne at byde ind med deres løsninger og knowhow. Det gør det også lettere for jer at være aktivt opsøgende om, hvordan andre kommuner løser lignende behov.

Eksempel på en problemstilling: Mange ældre på plejecentre falder

Specifikt                                                                

  • Hvor mange ældre falder?
  • Hvad skyldes faldene?
  • Hvilke gener er forbundet med fald?
  • Hvilke udgifter er forbundet med fald?

Nuværende løsninger

  • Hvad gør vi i dag for at undgå faldulykker?
  • Hvad gør de i nabokommunen for at undgå faldulykker?
  • Hvilke løsninger anvender man generelt i samfundet for at undgå faldulykker?
  • Hvilke løsninger kender vi, som har til formål at forebygge/opspore fald?

Mulige løsningsområder

Her skal I med baggrund i kortlægningen af de specifikke problemstillinger og nuværende løsninger kunne begynde at udpege potentielle løsningsområder, der kan danne grundlag for den konkrete løsning, I vælger at gå efter at købe eller udvikle.

Gode råd

  • Invitér en bred skare af fagpersonale også fra andre områder i kommunen. Det bidrager til en bedre analyse, at flere faggrupper drøfter en problemstilling sammen
  • Vær nysgerrig på brugerne og lyt til behovene fra deres perskektiv
  • Kommunikér behovene i netværk og medier, så flere kan tænke med, og lad jer inspirere af, hvordan andre kommuner løser samme problemstillinger

Input udefra

Invitér virksomheder til at bidrage til behovsafdækningen. De er ikke infiltreret i jeres hverdag og rutiner, og kan derfor levere værdifuld input, og give jer et nyt blik på, hvordan I løser behovene. Samtidig kan I få vigtig viden om nye løsningsmuligheder, og om hvordan andre kommuner, forvaltninger eller brancher løser tilsvarende udfordringer.

 

Kommunens business case!

juli 31, 2017

Business casen!

Hvad koster det, og hvad får vi ud af det? I sin simpleste form er business casen en cost-benefit betragtning for kommunen. Ofte indeholder den dog en del informationer, såsom hvad formålet med investeringen er, hvem der skal bruge løsningen og får gavn af den (Borgere, pårørende, fagpersonale, administrativt personale mv.), hvilke alternativer og risici der findes tec. Der skelnes også mellem forskellige typer omkostninger (fx opstarts og driftsomkostninger) og gevinsttyper (fx indtægter og besparelser). De fleste har også overvejelser omkring mere “bløde” former for gevinster, som det er svært at sætte beløb på, som fx et forbedret omdømme for kommunen, kvalitetsløft i servicen overfor borgerne mv.

Business casen skal gøre det nemmere for kommunen at træffe beslutning om at købe dit produkt, og du kan bruge dialogen med kommunen til at finde ud af, hvor dit produkt især kan gøre en forskel.

Gode råd.

  • Brug en business case som dialogværktøj til at blive klar på hvilke 2-3 *bløde* og *hårde* gevinster som er interessante for kommunen.
  • Sæt beløb på og gør gerne dine skøn lavere end det du tror, kommunen vil sætte dem til. Tag dialogen med kommunen, og få dem til at tale business casen op sammen med dig.
  • Find bl.a. business case værktøj på opiguide.dk

Kommunens business case.

  • En business case er kommunens og er baseret på den specifikke kommunes organisering og håndtering af opgaven. Så den kan ikke bare overføres fra kommune til kommune. Særligt når der er tale om nye teknologier, vil kommunerne ofte have behov for selv at teste og dokumentere, for at få indblik i de potentielle gevinster i deres egen kontekst.

Dine erfaringer, betragtninger og oplevelser med ovennævnte forretningsområde er meget velkommen herunder i kommentatorboksen. Har du lyst til, at dele dem med os andre må du meget gerne berige os med dine informationer.