Archive for the ‘Genoptræning’ Category

Markante kommunale forskelle i ventetid til almen, ambulant genoptræning!

maj 21, 2015

“Der er markante kommunale forskelle i ventetid på almen ambulant genoptræning, hvilket indikerer, at ikke alle kommuner tilbyder en rettidig genoptræning til patienter, der udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan. Data for ventetid på genoptræning i kommunen er for nuværende ikke gode nok, men forskellene kommunerne imellem kan ikke alene forklares med mangelfulde data”.

En opgørelse fra Danske Handicaporganisationer, Danske Fysioterapeuter og Ældresagen viser, at ventetiden for genoptræning efter Sundhedsloven i omkring 60 pct. af kommunerne er mere end 7 dage.

Haderslev og Køge Kommuner tilbyder dog i dag borgerne med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning inden for 5 dage uden meromkostninger.

“Vi havde jo en del borgere på venteliste til genoptræning, så det kostede 2 ekstra terapeuter i 2 måneder, og selve indkøringsfasen varede 3 måneder. Men nu er ventetiden nede på 5 dage, og udgifterne i det daglige arbejde er ikke større, end da ventetiden var 4 uger.”, forklarer Lars Hoppe Søe, leder af genoptræningen i Køge Kommune.

Jeg foreslår, at nedbringe ventetiden på ambulant genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Patienterne skal have udvidede valgmuligheder, hvis genoptræningen ikke er startet efter 7 dage.

Udvidet frit valg til genoptræning!
Såfremt borgerens bopælskommune ikke kan hjælpe patienten i gang med det aftalte genoptræningsforløb inden for senest 7 dage – hvor det fagligt vurderes, at patienten er klar til at gå i gang med genoptræningen – skal borgeren have ret til at kunne vælge en anden leverandør, og dermed ret til at kunne fravælge lang ventetid.

Takster aftales mellem KL og udbyderne på linje med principperne bag det udvidede frie sygehusvalg. Kan parterne ikke enes, fastsættes taksterne af en uvildig opmand.

Patienten kan i dag ikke vælge en privatpraktiserende fysioterapeut, hvis patientens bopælskommune ikke har en aftale med dem. ligesom patienten ikke kan benytte privatpraktiserende tilbud i andre kommuner, hvis kommunen ikke har indgået aftaler, og det skal selvfølgeligt laves om.

Ret til hurtig genoptræning!

maj 16, 2015

Et rettidigt genoptræningsforløb reducerer funktionsevnetabet. Hurtig genoptræning er derfor afgørende for, at patienterne hurtig kan komme tilbage til et almindeligt familie- og arbejdsliv efter en operation eller behandling.

For ældre borgere vil hurtigere genoptræning – når det fagligt vurderes at den enkelte er klar til at gå i gang med genoptræningen – samtidig betyde, at flere kan klare sig selv, samt bidrage til at forebygge, at patienten bliver genindlagt. Det kan også på sigt spare kommunerne for udgifter til pleje og omsorg, hvis ældre borgere genvinder mest mulig funktionsevne.

En række kommuner har fortsat alt for lang ventetid på almen, ambulant genoptræning. Regeringen har i flere omgange lovet at nedbringe ventetiden til genoptræning i kommunerne. Men på mange andre områder, er regeringen også på dette punkt løbet fra sine løfter.

Ventetid på genoptræning er gift for ældre patienter.

Man ved, at ventetid på genoptræning er det rene gift for ældre patienter, der udskrives fra sygehuset efter en operation. Musklerne svinder ind, og i værste fald risikerer den ældre at blive afhængig af hjemmehjælp” Kilde: KL.dk, 27.februar 2013

Mennesker, der har været ramt af sygdom eller ulykke, skal ikke vente unødigt på et genoptræningstilbud, hvis det lægefagligt vurderes, at de er klar til at gå i gang med genoptræningen.

Fakta om kommunernes indsats!

januar 11, 2015

Udvikling i antal sundhedspersonaler i kommunerne

Antallet af ergo- og fysioterapeuter i kommunerne er steget med 50 % og der er gennemført en faglig oprustning og udvikling af den måde, som rehabilitering og genoptræning sker på. Det skyldes bl.a. nye træningstiltag, telemedicin og en styrket faglighed. Fokus er idag på borgerinddragelse og en multidisciplinær og helhedsorienteret indsats i de mere komplekse rehabilitetsforløb. Alle kommuner arbejder med at sikre en koordineret tværfaglig indsats fx på hjerneskadeområdet, som på mange måder har været et foregangsområde ift. en tværfaglig koordineret indsats. Med de nye rehabiliteringsteams er en tværfaglig koordineret indsats for alvor kommet i fokus i bredere forstand.

For at løfte udfordringerne på sundhedsområdet er der behov for at skærpe fokus på trænings- og rehabiliteringsindsatsen og at understøtte borgerens egenmestringsevne. Derfor opruster kommunerne både i sygeplejen og i trænings- og rehabiliteringsindsatsen.

Antallet af autoriserede sundhedspersoner i kommunerne er siden 2007 steget med 24 pct. Det dækker gruppen af ergo- og fysioterapeuter, sygeplejersker, sundhedsplejersker og SOSU-assistenter.

Det er især inden for gruppen af ergo- og fysioterapeuter, der varetager trænings- og genoptræningsopgaven i kommunerne, at stigningen er mest markant med en stigning på 45 pct. Det skyldes i høj grad kommunernes stigende fokus på en tidlig indsats for at forebygge sygdom og funktionstab og rehabilitering og at flere og flere borgere bliver rehabiliteret og genoptrænet.

Antallet af sygeplejersker, som bl.a. udfører opgaver i hjemmeplejen og i akutfunktioner i den kommunale hjemmesygepleje er i perioden steget med 11 pct.

Antallet af SOSU-assistenter, der løfter en stor del af plejeopgaven, men også varetager delegeret sygepleje i kommunerne, er steget med 38 pct. i perioden.

Ovennævnte udvikling nødvendiggøres af den stærk ændrede demografiske udvikling, og de ældres stigende alder.

Gode eksempler på indsatser!

januar 9, 2015

Rehabiliteringscenter Aalborg
Med etableringen af Rehabiliteringscenter Aalborg har Aalborg Kommune skabt det mest intensive genoptræningstilbud i Ældre- og Handicapforvaltningen. Målet med centret er at løfte borgere med et svækket funktionsniveau og gøre dem i stand til i højere grad at mestre eget liv. Rehabiliterings af kursisterne er et døgntilbud, der starter allerede fra morgenstunden af og fortsætter gennem hele dagen. Rehabiliteringen omfatter øvelse og hjælp til at klare alle de små menneskelige gøremål i hverdagen såsom at komme i tøjet, spille kort eller anrette egen mad.Den intensive rehabiliteringsindsats har allerede vist positive effekter. Før og efter målinger af rehabiliteringsforløbene har vist, at kursisterne i gennemsnit har reduceret behovet for praktisk hjælp og pleje med 9,47 timer pr. uge.

Hverdagsrehabilitering i Helsingør Kommune
Helsingør kommune har skabt et projekt for borgere, der modtager hjemmehjælpsydelser. Projektet indeholder hverdagsrehabilitering med målrettet, tidsbestemt, koordineret indsats for den enkelte borger. I samarbejde med borgeren udarbejder fagpersoner i kommunen en plan for et rehabiliteringsforløb, hvor borgeren gennem træning i hverdagens opgaver bliver i stand til at varetage flere opgaver selv. Denne hjælp til selvhjælp udskyder og forebygger behovet for hjemmehjælpsydelser fra kommunen. De positive resultater har betydet, at projektet nu er en fast del af hele kommunens hjemmepleje, og der er afsat yderligere faste ressourcer til den daglige drift.

Virtuel genoptræning i Københavns Kommune
Københavns Kommune har med tilbud om virtuel genoptræning givet kommunens ældre borgere muligheden for at træne i eget hjem. Evalueringen viser, at gruppen af svage ældre, som har deltaget i den virtuelle genoptræning, umiddelbart har forbedret deres basismobilitet og styrke i benene.