Archive for the ‘Frivilligt arbejde’ Category

Kurt mener, at Frivillige og foreninger er vigtige!

juli 29, 2024

Mange seniorer har så meget overskud, at de bruger tid og energi på frivilligt arbejde rettet mod andre seniorer, men også mod yngre aldersgrupper og familie og venner.

Det kan være som medlem af en idrætsforening, Ældre Sagen, Røde Kors eller en af de øvrige seniorforeninger, som er aktiv i et menighedsråd, det bolig-sociale arbejde eller som frivillig knyttet til en af kommunens institutioner.

Frivillige, der jo både glæder andre og selv får positive oplevelser tilbage, skal anerkendes for det vigtige bidrag, de giver. Samtidig er det vigtigt, at der skelnes klart mellem opgaver, som frivillige kan varetage, og opgaver, der kræver professionelle kompetencer.

I Brøndby kommune, hvor jeg bor, er en kommune med puls og bevægelse og kendt for sit aktive foreningsliv, og kommunen skal understøtte disse gode aktivitetsmuligheder for byens seniorer.

Brøndby Kommune har derfor fokus på at :

  1. Understøtte det frivillige arbejde i Brøndby Kommune og anerkende dem for deres indsats.
  2. Skabe et godt og tydeligt samarbejde mellem frivillige og de professionelle.
  3. Arbejde på at udbrede de frivilliges arbejde til alle centre/enheder.
  4. Støtte op om seniorforeningernes og andre relevante foreninger og organisationers arbejde.

Jeg håber at du er enig i ovennævnte områder, og vil bakke op herom. Det er vigtigt for os alle, at vi udviser empati og menneskelighed for vores omverden, som vi jo alle er en del af.

Vi skal være stolte!

april 25, 2024

Frivillighed, uanset hvordan man måler på det, er godt for den frivillige. Og det er ikke noget at skamme sig over. Tværtimod!

Det er noget, vi skal blive bedre til at tale om, fremhæve og være stolte af. For det er jo fuldstændigt legitimt og forståeligt, at man også selv får noget – ja faktisk rigtig meget – ud af sit arbejde som frivillig.

Ældre Sagen har fx, 20.000 frivillige. 10.000 af dem har været frivillige i mere end fem år. Halvdelen af dem har altså været frivillige længe. Og det er de jo kun, fordi det netop også er sjovt, meningsfuldt og giver dem en masse energi at være frivillig.

Det handler imidlertid om at bevare en balance. Det frivillige arbejde skal nemlig fortsat bæres frem af et ønske om at gøre noget for andre. Uden nødvendigvis at få noget ud af det selv. Ellers mister det sin effekt på sundhed og trivsel.

Faktisk viser studier, at selvom den frivillige sagtens kan få stor glæde af frivilligt arbejde inden for et felt, der interesserer og måske ligefrem gavner dem selv, så er de sundhedsmæssige effekter størst for dem, der arbejder frivilligt uden for deres eget interessefelt og for mennesker, der har stor brug for deres hjælp.

Kort sagt: Jo mere uegennyttig indsatsen er, jo større er gevinsten.

Frivilligt arbejde gør dit liv mere meningsfyldt!

april 13, 2024

Forskning tyder på, at personer, der gør noget aktivt og meningsfyldt sammen med andre mennesker, ganske enkelt oplever selve livet som mere meningsfuldt.

Både danske, europæiske og amerikanske studier peger på, at frivillige oplever større tilfredshed med tilværelsen, bedre livskvalitet – og mindre ensomhed. Og at dette også smitter af på andre dele af deres liv. For eksempel trivsel på deres lønnede arbejde.

Der findes ikke et entydigt svar på, hvorfor frivilligt arbejde har så stor indflydelse på vores frivilliges trivsel og helbred. Forklaringen findes i en lang række samspillende faktorer. Blandt andet at frivilligt arbejde ofte øger både fysisk og kognitiv aktivitet, hvilket forebygger funktionsnedsættelse og demenssygdomme.

At arbejde frivilligt giver typisk flere sociale interaktioner og bedre sociale kompetencer og relationer, hvilket styrker helbredet.

Endelig har undersøgelser vist, at frivilligt arbejde ganske enkelt øger frigivelsen af hormonerne oxytocin og progesteron. Hormoner, der holder stofskiftet, fedtforbrænding og nervesystemet i balance og samtidig mindsker stress og inflammation.

Klø derfor på, og gør dit liv meningsfyldt!

(Kilde Lars Linderholm)

Frivilligt arbejde gør dig gladere!

marts 26, 2024

Det frivillige arbejde har også en positiv indflydelse på frivilliges mentale sundhed.

En undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed blandt godt 3500 danskere viser, at personer, der engagerer sig frivilligt, har markant større changer for en bedre mental sundhed. For de moderat aktive forbedres det mentale helbred med omtrent 1,6 gange, og for de meget aktive forbedres det med hele 3,8 gange .

Andre studier har vist, at mennesker med kroniske smerter, der er engageret i frivilligt arbejde, oplever færre smerter og mindsker risikoen for, at deres kroniske smerter medfører depression.

Endelig viser studier, at frivillige generelt oplever mindre stress i hverdagen.

Alt det ovennævnte er ting som i hvert fald gør mig glad, og jeg håber også, at det gær dig glad. Prøv det , og se om ikke det er sandt.

Frivilligt arbejde gør dig sundere!

marts 13, 2024

Der er enighed blandt forskere om, at mennesker, der arbejder frivilligt, generelt har et bedre fysisk helbred end ikkefrivillige. Det kommer bl.a. til udtryk i studier, der viser, at mennesker, der arbejder frivilligt, har færre indlæggelser end mennesker, der ikke arbejde frivilligt. Og at ældre, der gør en frivillig indsats, generelt har lavere blodtryk end ikke frivillige ældre.

Et stort studie blandt 40.000 mennesker fra i alt 29 lande, heriblandt Danmark, viser ligefrem, at personer, der arbejder frivilligt, ikke bare er sundere, men også har en såkaldt biologisk alder, der i gennemsnit svarer til personer, som er hele fem år yngre.

Øg derfor dit sociale liv gennem frivilligt arbejde til gavn for både dig selv og for dine medmennesker.