Archive for the ‘Frigør arbejdskapital til nye aktiviteter’ Category

Investorer kigger på mennesker ved ønske om finansiering- Har du det rette hold på plads?

april 20, 2018

Hos Seed Capital, der er Danmarks største venturefund med fokus på virksomheder i et tidligt stadie, peger man på, at det i høj grad er menneskene bag, man investere i.

Det er vigtigt, at det rette hold er på plads. Både i forhold til at udvikle virksomheden, men i lige så høj grad, fordi iværksætterselskabet kommer til at arbejde tæt sammen med venturefonden, der gerne vil spille ind på strategisk plan.

“Det er vigtigt, at iværksætterne kigger os an. Det er ikke bare penge, vi kommer med, men vi skal også arbejde sammen på godt og ondt, og kan vi så det?” siger managing partner i Seed Capital Ulla Brockenhuus-Schack.

Venturefonden har en række af landets største investeringsselskaber med på vognen, og typisk ser man på mere end 500 cases hvert år.

Skal ud igen!

Når Seed Capital når til enighed med en ny partner, så handler det typisk om, at fonden sætter sig på omtrent 20 pct., ejerandel. Målet i sidste ende er altid at sikre investorerne deres penge gennem en exit, så stifterne af iværksætterselskabet skal være parat til at afgive selskabet i sidste ende, hvis de vil have en venturefond på banen.

“Når vi går ind, så har vi også behov for på et tidspunkt at sælge selskabet til andre, for vi skal sørge for at få pengene hjem til investorerne igen. Går man med en ambition om at eje selskabet hele livet, så skal man nok ikke have venturekapital ind,” siger Ulla Brockenhuus-Schack.

Når en gruppe betaler!

Som en ny og interessant mulighed for at hente finansiering er crowdfunding de senere år dukket frem og blevet mere populætrt. Her er der tale om, at man i et digitalt forum forsøger at sælge sin idé til en større gruppe af personer, som så kan vælge at putte penge i virksomheden. Eksempelvis i form af donationer eller udlån.

Det er samtidig en mulighed for at få omverdenen til at forholde sig til produktet.

“Det er et sats at forsøge sig med funding på den måde. Hvis det ikke lykkes, så er det svært at komme bagefter til andre finansieringskilder og bede om penge, for hvorfor skulle de tro på ideen, når ingen andre gjorde. Omvendt kan man virkelig stå med gode kort, hvis man har success og får solgt en masse via crowdfunding,” siger Per Høj Jørgensen.

3 ting, som Seed Capital ser efter, når de vurderer potentialet i en virksomhed.

  1. Vi vil gerne se på noget, der ligger inden for de overordnede makrotrends. Så ser vi på, om forretningen er fokuseret, og om de har tænkt konceptet godt igennem og vist, at de dækker et hul i markedet eller et problem hos kunderne.
  2. Det er vigtigt, når vi går ind, at man har vist, at kunderne er der. Måske er produktet ikke 100 pct., færdigt, men kunderne skal være begyndt at betale for det. Her er det også vigtigt at kigge på, om markedet kan blive stort nok. Om lønsomheden kan blive stor nok, og om selskabet kan accelerere hurtigt.
  3. Når vi går ind, vil vi også gerne have, at stammen på holdet er klar. Det er typisk 2-3 personer, der skal løfte det videre. Vi ser på, om teamet kan løfte det til næste niveau, eller om der skal nye kræfter til, når virksomheden vokser.
  4. (Kilde: Managing partner i Seed Capital Ulla Brockenhuus-Schack).

Du er meget velkommen til, at bidrage med dine erfaringer og kommentarer til ovennævnte og plotte dem ind herunder i kommentatorboksen.

Vil du afgive ejerskab ifm din finansiering?

april 19, 2018

Det overordnede spørgsmål, du skal stille dig selv, når det kommer til valg af finansieringsform er, om du er parat til at afgive en del af dit ejerskab ved at lukke en eller flere investorer ind i ejerkredsen, eller om du foretrækker at låne pengene og dermed skabe gæld i virksomheden.

Fordelen ved at låne pengene er, at du kan bevare en del af ejerskabet selv. Ulempen er, at pengene skal betales tilbage med renter, og når det kommer til renten, så er der som regel en proportionalitet mellem sikkerhed og rentens størrelse. Ser projektet usikkert ud, så risikere man også en høj rente.

Her skal du mange gange også regne med at skulle have egne penge i spil, og så skal du ofte være godt forberedt med en gennemtænkt forretningsplan, hvis du skal have en långiver overbevist om, at der skal penge på bordet.

Ofte  er det dog tilfældet med iværksættere og andre små- og mellemstore virksomheder, at penge behovet opstår ganske akut, og man har måske ikke tid til at indlede en længere dialog om et lån eller en udvidelse af kassekreditten. Her kan det være en løsning at kigge på alternativ finansiering i form af et virksomhedslån, der kan sikre likviditet til virksomheden samme dag, som behovet opstår.

Der er typisk tale om lån under en halv million kroner og med en kort løbetid, så virksomheden får løst sine udfordringer med eksempelvis en maskine, der er gået i stykker, en leverandør, der vil have betalingen før varerne eller andre økonomiske udfordringer, der gør, at værdikæden er blevet brudt.

Leverandørfinansiering?

Et alternativ til lånefinansiering kan være leverandørfinansiering. Det kan lade sig gøre i tilfælde, hvor man kan få en længere kredit hos en leverandør, og kan du så nå at sælge produkterne, før betalingen til leverandøren falder, så er et problem løst.

Ser du omvendt muligheder for at få en investor med på vognen, så er udfordringerne ganske anderledes.

Vidste du, at Eksporten af lægemidler trækker væksten inden for sundhedsindustrien?

marts 6, 2018

Lægemidler udgør størstedelen af sundhedsindustriens eksport!

Det er primært et øget salg af lægemidler, der har drevet den positive udvikling i sundhedsindustriens eksport de seneste år. Lægemidler står for 85 pct. af den samlede eksport af sundhedsprodukter.

Fra 2010 til 2016 er eksporten af lægemidler steget med i gennemsnit 10 pct. om året. Dette skyldes blandt andet, at medicinalindustriens virksomheder er førende i verden på deres marked. I samme periode er eksporten af medicoteknisk udstyr steget med godt 2 pct. årligt, mens eksporten af hjælpemidler er faldet med 1 pct. om året i gennemsnit .

Sundhedsindustrien tjener penge på høj kvalitet!

Mere end tre fjerdedele af sundhedsindustriens eksport er up-market.

Danske lægemidler og medicoteknisk udstyr er i høj grad produkter, som sælges til højere priser end tilsvarende fra andre lande. Mere end tre fjerdedele, 77 pct., af eksporten af sundhedsprodukter blev i 2016 solgt som up-market-produkter. Til sammenligning gælder det kun for 37 pct., blandt de øvrige varer, Danmark eksporterer.

Dette indikerer, at den danske sundhedsindustri producerer varer af høj kvalitet, som kan sælges dyrere end tilsvarende produkter fra europæiske  konkurrenter. Inden for lægemidler sælges 88 pct., af produkterne som up-market, og indenfor medicoteknisk udstyr er det 72 pct.

Et eksport produkt er et up-market-produkt, hvis virksomheden opnår en merpris på mindst 15 pct. i forhold til den gennemsnitlige eksportpris for samme produkt type blandt EU15-landene.

Hvis du har erfaringer vedrørende ovennævnte område, du gerne vil delagtiggøre os andre i, er du meget velkommen til, at indskrive dem herunder i kommentatorboksen, så vi alle kan blive klogere på området.

Frigør arbejdskapital til nye aktiviteter!

august 1, 2017

Det kan betale sig at være opmærksom på, om du har for mange penge bundet i debitorer, leverandører, maskiner eller lager!


Hvorfor mangler du penge igen? Det spørgsmål stiller mange erhvervsdrivende sig selv. Der er godt gang i salget og kunder nok, men alligevel kniber det med likviditeten til at igangsætte nye aktiviteter. Det handler om at gå systematisk til værks i forhold til virksomhedens arbejdskapital, og det kræver blandt andet fokus på kunder, leverandører, lager og leasingaftaler.

Kunderne.

Dine kunder vil gerne handle med dig, men det er vigtigt at være opmærksom på kredittider og betalingsfrister. Kunden er ofte mest villig til at betale, lige efter at varen eller serviceydelsen er modtaget, så sørg for at fakturere med det samme. Hvis ikke kunden betaler hurtigt, øges risikoen for, at du aldrig får pengene. Du skal sørge for, at dine faktureringsbetingelser er opdaterede, og husk at sørge for, at du konsekvent opkræver rykkergebyr og renter, når fristerne overskrides.Samtidig er det altid en god idé at kende kundernes økonomi og kreditværdighed, så du ved, hvem du skal holde snor i. Det betaler sig ofte at have en fast politik for håndteringen af dine debitorer og at følge den konsekvent.

Factoring er en metode til at øge din virksomheds likviditet. Factoring indebærer, at du belåner dine fakturaer gennem et factoringselskab, som derefter sørger for at opkræve dine fakturaer. Du modtager typisk 80 procent af betalingen med det samme, og du får resten minus gebyrer og renter, når kunden har betalt. En anden fordel ved factoring er, at du får outsourcet dit debitorbogholderi. Det er en god idé at sammenligne factoring udgifterne med din rente på kassekreditten, når du overvejer, om factoring kan betale sig.

Leverandørerne.

Din arbejdskapital påvirkes af, hvor hurtigt du skal betale dine leverandører. Du kan styrke din arbejdskapital ved at forhandle betingelserne for indkøb og betaling med dine leverandører, og du kan spørge dig selv, om du kan få tilsvarende produkter andre steder med bedre betingelser. Du kan naturligvis også øge din arbejdskapital ved simpelthen at købe dine produkter billigere. Har du likviditet, kan du måske opnå kontantrabat ved at betale hurtigt. Tænk også over,hvad der kan gøre dig til en attraktiv kunde, som dine leverandører gerne vil handle med.

Lageret.

Mange virksomheder har likviditeten bundet i lageret, og det kan være en god idé at kikke på, om varebeholdningen eller materialerne på lageret kan sammensættes anderledes. Det kan jo være, at fortjenesten på nogle af varenumrene ikke er særlig høj. Skær ned på antallet af varenumre, hvis det er muligt. Måské kan du få leveret varer og materialer, når du skal bruge dem i stedet for at have et lager. Det kan blive dyrere at købe varerne enkeltvis, til gengæld undgår du tab på ukurante varer eller materialer, som alligevel ikke bliver brugt. Undersøg også om dine leverandører kan sende direkte til kunden, så du ikke skal have lager.

Leasing.

Har du maskiner og inventar, der repræsenterer en meget høj værdi, kan du måské få frigjort kapital ved at lease det i stedet for at købe det  Ved leasing betaler du en førstegangsydelse samt en løbende månedlig ydelse. Du undgår dermed en stor engangsudgift samt et stort momsudlæg og får i stedet en løbende omkostning. Skattemæssigt er udgifterne fradragsberettiget som driftsomkostning. Ved leasing bliver det også ofte nemmere at budgettere og styre de løbende udgifter.

Har du erfaringer med frigørelse af arbejdskapital til nye aktiviteter du gerne vil dele med os andre, er du meget velkommen til, at indskrive dem herunder i kommentatorboksen.