Archive for the ‘Digital fremdriftsmodel’ Category

Barriere for vækst! Hvorfor skal det være så bøvlet?

juli 18, 2016

IMG_3170 (1)

Hvorfor kan vi ikke indberette til det offentlige ét sted? Hvorfor er hjemmesider, man skal indberette på, så forskellige? det ville være meget lettere, hvis der var en ensartet måde at indberette til det offentlige på.

Problemerne og forslag til løsninger kommer hurtigt på bordet, hos smvérne, når emnet handler om, hvordan virksomhederne indberetter til det offentlige. Sammen styrer ejerlederne og deres ægtefæller disse virksomheder med flere ansatte. Jeg besøger et håndværkerfirma med 18 ansatte på deres kontor i et industrikvarter på vestegnen.

Ægtefællen er, hvad hun kalder selvlært bogholder og sidder med bogholderiet og lønregnskabet. Det er hende, der skal ordne mange af de praktiske opgaver i forhold til diverse indberetninger, og det er lidt op ad bakke. Firmaet har ansatte på forskellige ordninger – en er på flekstid, en får løntilskud pga. en hjerneblødning, og de har også en voksenlærling, og det undrer ejerlederens ægtefælle, at hun skal ind tre forskellige steder med hver sin brugerflade i it-systemet for at indberette.

Hvis det bare havde været samme brugerflade alle steder, så havde det været lettere, siger hun og foreslår, at indberetninger med voksenlærlinge  og til jobcentret kunne komme ind under virk.dk. “Det ville være lettere, hvis det hele lå ét sted”, syntes hun.

“Skat er også et problem. Skats system går f.eks., ned, hver gang man skal indberette moms”, siger ejerlederen, der sammenligner nedbrud i Skat under spidsbelastning med DSB, der bliver overrasket over blade på skinnerne hvert efterår.

Emnet omkring digital post er et kapitel for sig. “At oprette en digital e-boks til virksomheden har givet så meget bøvl. Jeg ville gerne kunne læse den post, som kommer til vores firma, da jeg sidder med det praktiske. Jeg ringede ind til Nets, men de kunne ikke hjælpe, så gik der næsten et år, før jeg kunne læse firmaets e-post”, fortæller ejerlederens ægtefælle. Hun forstår heller ikke, hvorfor man kun kan få besked om, at man har fået post i sin almindelige mailboks og ikke får selve beskeden videresendt.

“Hvorfor kan vi ikke bare få sendt beskeden, så man ikke skal tjekke så mange steder. Det er fint nok, at det bliver sendt elektronisk – men de skulle bare sende selve beskederne videre,” siger hun.

Revisorhjælp

Efter ægtefællens egen erfaring og andre, hun har talt med, skal man regne med, at der går 2-3 år, før man har lært at køre bogholderiet i et firma som deres. “Det er vores revisor, der har lært mig, hvordan jeg skal gøre det. Jeg laver ikke fejl, fordi jeg gør som hun har sagt. Vi vil helt klart blive ved med at have en revisor, selvom loven siger, at vi ikke behøver det, for jeg vil gerne sikre mig, at det, jeg laver, er rigtigt,” siger hun og fortæller, at revisoren kommer hvert kvartal, når der skal indberettes moms.

Hun synes, at de har et godt regnskabsprogram med en god hotline. “Det har et super lønsystem, som f.eks. selv regner lønperioder ud for lærlinge. De ringer og siger, når der skal rettes noget. Problemerne opstår først, når man skal indberette noget til det offentlige,” siger hun.

Da mødet er ved at være forbi, spørger jeg, om der ikke er nogen indberetningsystemer, der fungere godt.

Så bliver der helt stille!

Du har helt sikkert også nogle erfaringer og oplevelser i ovennævnte forbindelse, som du gerne vil dele med os andre. Du er velkommen til til, at skrive dem ind herunder i kommentatorboksen.

Rehabilitering – digital hverdagslæring!

november 3, 2015

Når mange faggrupper skal opdateres og gå i samme retning!

Der arbejdes med rehabilitering i hver eneste kommune. Flere steder er man i færd med at reorganisere indsatsen og geare organisationen til rehabilitering anno 2016. Det gælder både i hjemmeplejen, sygeplejen og på plejecentre.

En succesfuld rehabiliteringsindsats afhænger i høj grad af løbende kompetenceudvikling. Med de nye digitale læringsmoduler om rehabilitering bliver organisationen på en let tilgængelig måde trænet i at definere smarte mål, introduceret til Socialstyrelsens nye retningslinjer samt opdateret om ny lovgivning.

Rehabilitering anno 2016

Rehabilitering har været på dagsordenen i alle kommuner i de senere år. Indsatserne har båret frugt, men det er vigtigt for den fortsatte forankring, at organisationens fokus fastholdes, og at kvaliteten opretholdes i arbejdet. Samtidig skal organisationen holdes ajour med den nye lovgivning, som er kommet til, siden arbejdet med rehabilitering tog fart, samt med Socialstyrelsens nye retningslinjer.

Fasthold momentum

Digital hverdagslæring er ideel til store komplekse driftsorganisationer, hvor medarbejderne arbejder på tværs af geografiske steder samt på tværs af vagter spredt over døgnet. Fasthold medarbejdernes fokus og momentum med de digitale læringsmodul, som medarbejderne får ubegrænset adgang til i et år.

Giv samtidig nye medarbejderne mulighed for hurtigt at komme på omdrejningshøjde med deres kolleger, så de effektivt kan bidrage til, at borgernes mål bliver opfyldt. Læring via digitale medier er et velegnet supplement til andre medier, som fx skriftligt materiale – ikke mindst for bogligt svage grupper.

Nu også til plejecentre

Erfaringer viser, at systematiske rehabiliteringsforløb også skaber værdi for beboerne på plejecentre. Derfor tilbydes der i dag også digital hverdagslæring målrette plejecentrenes ledere og medarbejdere.

Praksisnær hverdagslæring

Praksis kommer helt tæt på i disse digitale læringsmoduler, hvor alle definitioner, viden og lovstof bliver illustreret med praksisnære cases. Fx borgeren Jens på 79 år, der skal i gang med et rehabiliteringsforløb efter en hospitalsindlæggelse eller plejehjemsbeboeren Peter, som har demens og gerne vil kunne danse om juletræet hos datteren. Som en integreret del af modulerne skal deltagerne også koble den viden, de har opnået, med deres egen arbejdssituation i kraft af praksisøvelser.

Større indsigt og sikkerhed i mødet med det offentlige!

juli 4, 2015

Som borger kan mødet med det offentlige ofte føles uoverskueligt. Derfor er det vigtigt, at borgeren har mulighed for at få indsigt i sin egen sag og tilstrækkelig vejledning.

Vi borgere skal kunne følge sin sag!

Uanset hvilken sag, der verserer i den offentlige forvaltning, føles det oftest som et problem for borgeren eller virksomheden, at man ikke kan følge sagens fremdrift. Langsommeligheden kan i mange tilfælde være en afgørelse i sig selv. Det mindste, der kan fordres fra myndighedens side, er, at borgeren eller virksomheden kan følge sagens fremdrift, og herunder se, hvad der er passeret, hvem der aktuelt behandler sagen, og hvad der mangler, før myndigheden træffer en egentlig endelig afgørelse.

Jeg foreslår derfor, at der etableres en digital fremdriftsmodel, som er frit tilgængelig for borgeren på nettet, så sagens aktuelle stade, sagsbehandlinger, forventede yderligere undersøgelser og forventet afgørelsestidspunkt fremgår. Det vil skabe en øget transparens i den offentlige sagsbehandling, der desuden kan fremme effektiviseringer. Jeg foreslår, at etablering, drift og udbredelse af fremdriftsmodellen indgår som en del af kommune- og regionsaftalerne. Mulighederne for etableringen af en digital fremdriftsmodel bør derfor drøftes med KL.