Archive for the ‘Den kommunale Sundhedsindsats’ Category

Udvikling og sikringkvaliteten i indsatsen for de borgere, der har et livslangt behov for støtte!

oktober 2, 2015

Vidste du, at:

  • knap halvdelen af de borgere, som karakteriseres som ikke arbejdsmarkedsparate i 2011, havde psykiske problemer?
  • Ca. en tredjedel af kontanthjælpsmodtagerne har et misbrugsproblem?

Uanset hvor dygtige vi bliver at forebygge og hindre, at den enkelte udvikler et behov for massiv støtte, så vil der altid være en gruppe borgere, som hele livet har behov for støtte. Dem skal vi fortsat drage omsorg for med en høj faglighed. Kommunerne skal fastholde og udvikle de specialiserede indsatser med et særligt fokus på, hvordan specialisering kan gå hånd i hånd med inklusion bl-a- ved hjælp af velfærdsteknologi.

  • Forskning viser, at børn i alkoholfamilier har op til 60 % større risiko for selv at udvikle et misbrug, har en ringere chance for at opnå en uddannelse samt vanskeligere ved at få en tilknytning til arbejdsmarkedet?
  • At mellem 25-50 pct. af alle mennesker, som lider af skizofreni kan blive helt eller delvist raske over tid?

Socialpolitikken begynder i familien!

september 25, 2015

Forældre er nøglen til børns læring og udvikling.

Statistikkerne viser tydeligt, hvilken betydning familiebaggrunden har for børns udviklingsmuligheder, fx er risikoen for at komme på kontanthjælp markant forhøjet for unge, der kommer fra en udsat familie. En kvalificeret, specialiseret og målrettet indsats i familiens nærmiljø er vejen frem.

Familien i opløsning?

Familien i opløsning?

Der skal mere fokus på de sociale risikofaktorer hos børn og voksne – vi skal blive bedre til at lave en helhedorienteret tilgang til familien. F. eks. kan man stille spørgsmålene: Hvad betyder det for børnenes trivsel og læring, hvis far får et arbejde, og mor drikker mindre? Svarene synes indlysende, og det kalder på en langt bedre koordination mellem de forskellige forvaltningsområder, så der kommer et helhedsperspektiv på familien.

Har du kommentarer og bemærkninger hertil, eller oplevelser du ønsker at dele med os her, er du velkommen til, at ligge dem ind her i kommentarboksen.

Et varieret udbud af leverandører!

juni 3, 2015

For mig er det ikke afgørende om den skattefinansierede velfærdsservice leveres af den kommunale, private eller selvejende leverandører. Det afgørende er, at borgerne får en velfærdsservice af høj kvalitet.

På de fleste af de skattefinansierede velfærdsområder har den offentlige sektor monopol eller monopollignende status. Det er kun på mindre områder som fx praktisk hjemmehjælp, at de private leverandører indtil nu er lykkedes med at udfordre det kommunale monopol.

Hvis borgerne reelt skal have et frit valg, skal der være flere leverandører at vælge imellem. Der skal være en større mangfoldighed i udbuddet på de enkelte velfærdsområder.

Et varieret udbud af leverandører kan sikre på flere måder. For det første skal der i højere grad åbnes for, at borgerne kan vælge private og selvejende leverandører som alternativ til det kommunale tilbud. For det andet skal der i højere grad være konkurrence internt mellem de kommunale enheder, fx daginstitutioner, plejecentre eller hjemmehjælpsenheder.

Det er ikke et succeskriterium, at alle borgerne vælger ikke-offentlige leverandører. Succeskriteriet er, at borgerne oplever et forskelligartet udvalg og har mulighed for at vælge netop den leverandør, der opfylder deres ønsker og behov.

Flere leverandører
Jeg ønsker, at der skabes et varieret udbud af leverandører, der kan levere den mangfoldighed i efterspørgslen, borgerne har.

Antallet af leverandører og et mangfoldigt udbud til borgerne kan understøttes lokalt på en række forskellige måder, fx udlicitering, afknopning, selskabsgørelse, omdannelse til selvejende institutioner eller egentlig frasalg.

Der kan ikke opsættes generelle betingelser og krav om antallet af leverandører, som borgerne kan vælge imellem. På nogle velfærdsområder i nogle dele af landet, vil en leverandør givetvis være den dominerende, fx den lokale folkeskole. Det er i sig selv uproblematisk, da et alternativ vil opstå, hvis efterspørgslen er tilstrækkelig stor. Det afgørende er, at det alene er borgernes til- og fravalg, der afgrænser antallet af leverandører.

Vigtige indsatsområder i forhold til nuværende ældre nydanskere!

april 9, 2015

Vigtigt at skabe tryghed via øget kendskab til tilbud
Det er vigtigt, at kommunerne bidrager til at skabe større tryghed omkring tilbuddene indenfor ældreplejen, som nogle nydanskere bliver nødt til at tage imod, selvom de ikke ønsker det. Dette kan ske via øget information om tilbuddene særligt målrettet de nydanske ældre og ved at sætte fokus på `god praksis` i inddragelse af pårørende i plejen af de ældre.

Fokus på forebyggelse af ensomhed
Mange nydanske ældre har en frygt for ensomhed i alderdommen. Nogle ældre er på den ene side bange for at blive ensomme i eget hjem og på den anden side bange for at blive sprogligt isoleret på et plejecenter. Oplevet ensomhed har stor indflydelse på den enkeltes livskvalitet og generelle helbredsopfattelse, og det er vigtigt, at kommunen iværksætter tiltag, der kan forebygge ensomhed; særligt i forhold til den gruppe ældre der ikke taler dansk, og ældre der flytter væk fra deres øvrige netværk for at være tæt på deres børn.

Et vigtigt indsatsområde i forhold til kommende ældre nydanskere:
Pårørende i et forventningspres fra samfundet og forældre
De kommende nydanske ældre (45-64 år) har et langt dårligere helbred end kommende danske ældre, og det kan betyde, at de vil være mere og tidligere plejekrævende end de kommende danske ældre. At varetage plejen af deres forældre kan være en fysisk belastning for de kommende nydanske ældre, der selv har dårlige helbred. Samtidig kan det for nogle være meget svært, hvis de oplever at svigte deres forældre, fordi de ikke kan imødekomme deres ønsker og forventninger om, at de bidrager til plejen. Disse forhold er kun perifært berørt og bør afdækkes nærmere.

Ovennævnte problematik vil få store konsekvenser for kommunernes plejetilbud på området og store konsekvenser for kommunernes økonomi.

Styring af indsatser!

marts 31, 2015

Det er helt afgørende for den kommunale sundhedsindsats, at der løbende bliver fulgt op på udviklingen og resultaterne af de indsatser, der bliver sat i værk i kommunerne. Det kan ske ved en kombination af fast ledelsesinformation og evalueringer af indsatser.

Kommunerne kan følge udviklingen i egne borgeres forbrug af det regionale sundhedsvæsen. Det kan fx være løbende opfølgninger af forebyggelige indlæggelser blandt 65+ årige eller genindlæggelser. Denne viden kan give anledning til overvejelser om tilrettelæggelsen af fx hjemmepleje og opfølgende hjemmebesøg. Den kan også give anledning til en kritisk dialog med sygehuset fx om, hvorvidt borgere bliver for tidligt udskrevet, eller om dialogen i forbindelse med udskrivninger er tilrettelagt hensigtsmæssigt.

Ledelsesinformationen kan give anledning til at dykke ned i et område og afdække, om der er et mønster. Det kan være, at der er særlige udfordringer i et ældredistrikt, som kræver opmærksomhed. Det kan også give anledning til at analysere om, der er sammenfald mellem modtagere af fx sociale ydelser, beskæftigelsesydelser og sundhedsydelser. Analyserne kan danne baggrund for at tilpasse indsatser.

Gode eksempler på indsatser
Analyse af “fælles” borgere
Holstebro Kommune har tænkt ud af boksen, og har forsøgt at se data på sundhedsområdet på en ny måde. Dette har de gjort ved at se på data (cpr., ydelse og pris) på tværs af kommune og region på samtlige borgere, som modtager en eller anden form for sundhedsmæssig eller social ydelse. Ved at samle data kan man følge borgergrupper som er aktive med flere forskellige ydelser og man kan finde “fælles” borgere for kommune og region. Dette giver mulighed for overvejelse om, man evt. kan samle ydelser og behandling af en borger i én sektor, og således mindske snitfladen.

Evaluering af samarbejdsformer
Sønderjyske kommuner, almen praksis og Sygehus Sønderjylland er gået sammen om at forbedre akutindsatsen for 65+ årige patienter med medicinsk sygdom. Dette vil de gøre ved at sammenligne den koordinerede indsats hos 2 kommuner, der har akutpladser med 2 kommuners akutteam. Projektet vil udover denne sammenligning afprøve forskellige samarbejdsformer mellem sygehus og kommuner. Målet er at finde ud af, hvad der har den bedste effekt ift. at reducere akutte indlæggelser, sundhedsomkostninger, funktionsstab og samtidig styrke det sammenhængende patientforløb.