Det står klart, at udfordringerne med opgaveløsning fra regionerne til kommunerne, mangel på finansiering til det nære sundhedsvæsen og den komplekse problematik med “Bermudatrekanten” er velkendte og vedvarende. Det er afgørende at prioritere løsninger, der sikrer en smidig overgang mellem de forskellige niveauer af sundhedsvæsenet og imødekommer borgeres behov på en effektiv og sammenhængende måde.
Derfor skal vi nu af flere årsager investere i det nære sundhedsvæsen. Med de store årgange, der bliver ældre nu, så vil vi se en eksplosiv vækst i antal kronikere og skrøbelige ældre de kommende år. Hvis de skal presses ind i det specialiserede sundhedsvæsen, er der ikke kapacitet til det, og det vil også blive rasende dyrt. Derfor skal vi have fokus på den nære sundhed.
Vi skal kunne håndtere kronikere, skrøbelige ældre og mennesker, der har behov for psykiatrisk hjælp. Og det skal kunne håndtere uden for det specialiserede sundhedsvæsen. Det kræver et samarbejde, der går på tværs af aktørerne i sundhedsvæsenet – altså sygehuse, kommuner og praktiserende læger.
Her er sundhedsklyngerne centrum og skal fungere som én myndighed, som har ansvaret for de patienter, der bevæger sig i overgangene mellem regionerne, kommuner og alment praktiserende læger.
Sundhedsklyngerne kan være rammen om et forpligtende fællesskab, der også har beslutningskraft og økonomi til at fordele opgaver. Og når alle sidder med, er der ikke nogen, der kan løbe fra opgaverne.
Når kommunerne har været nødt til at oprette næsten 4.000 ekstra sengepladser, er det jo, fordi der er nogle, der ikke længere løser en opgave, de tidligere har gjort. Men hvis alle aktører bliver bragt sammen, og alle har hånden på kogepladen, så kanman løse opgaverne der, hvor de giver mest mening.
Der betyder også, at vi kan komme væk fra det meget søjleopdelte sundhedsvæsen til et sted, hvor man kan gøre det, der giver bedst mening for He. Hansen og Fru Jensen.
Kurtdamsted's Blog 