Det er ingen skam at være en glad frivillig.
Frivillighed handler om at bringe ofre, være uselvisk og handle uegennyttigt til fordel for andre. Sådan lyder den gamle fortælling i hvert fald. Men vi har brug for en ny. Der er nemlig masser af positive sidegevinster for den frivillige selv, og dem skal vi blive bedre til at tale højt om-og hylde-mener jeg.
Frivillighedsskam. Det lyder skørt, men det findes.
Skammen opstår, når frivillige oplever personlige gevinster af det arbejde, de ellers først og fremmest havde forestillet sig skulle være til gavn for andre. Det frivillige arbejde gør os gladere, mere energifyldte og måske ligefrem sundere. Men mange kan ikke lide at sige det højt. For det var jo slet ikke det, der var meningen.
Men det er jo fuldstændigt legitimt og forståeligt, at man også selv får noget-ja faktisk rigtigt meget-ud af sit arbejde som frivillig. Mange fortæller, at det frivillige arbejde også har en stor positiv indflydelse på deres eget liv. Det er ikke noget de skilter med, men det burde det være. For det er jo kun positivt-fantastisk faktisk-at det frivillige arbejde ikke kun er til gavn for dem, det er tilrettelagt for, men i høj grad også for dem, der yder det.
Derfor har vi brug for en anden historie om frivillighed. En historie, der både rummer fortællingen om alt det gode, det frivillige arbejde gør for dem, der modtager indsatsen-og alt det gode, der samtidig tilfalder dem, der deler ud af deres tid og kræfter.
Og det viser sig, at det er en overordentlig god historie. Forskning viser nemlig, at det ikke bare er de frivilliges egen oplevelse, at der er positive sidegevinster at hente i frivillighed. De positive gevinster er både målbare og kan dokumenteres.
Du kan derfor være både glad for din indsats overfor andre medmennesker, men også for dit eget velværd.