Vær forsigtig med hvem du giver kredit!

Inddrivelse af fordringer

Du kan lige så godt se i øjnene, at du på et eller andet tidspunkt kommer til at stå med et forfaldent tilgodehavende, som ikke bliver betalt. Hvad gør du så? Det er ikke tilladt at sende et par velvoksne gorillaer ud for at true skyldneren til at betale – og du må heller ikke selv hente det, du har solgt til kunden. Der er ikke andet at gøre end at gå rettens vej ved hjælp af din advokat. Han skal have penge for sin ulejlighed – og der skal betales retsafgifter, så lad være med at foretage dig andet, end at få din advokat til at sende et par rykkere, hvis beløbet er under 1000 kr. Er beløbet større, kan du overveje at sætte systemet i gang. Men hvis din advokat ved, at skyldneren ikke ejer noget, skal du igen overveje, om det er værd at gå rettens vej.

Lad os se hvad der sker, hvis hr. Andersen skylder dig 10.000 kr., og du vælger at sætte maskineriet i gang. Vi forudsætter, at din advokat allerede flere gange har truet hr. Andersen med alverdens ulykker, hvis han ikke snarest og inden 5 dage osv.

Din advokat udarbejder en stævning, som han sender til underretten. Rettens stævningsmand tager nu på besøg hos hr. Andersen, og stævningen forkyndes, så hr. Andersen ved, at det er alvor. Sagen kommer for retten, og hr. Andersen vælger at møde op og brokke sig over de elendige varer, du har leveret. Der afholdes et nyt retsmøde, hvor du får lejlighed til at kommentere beskyldningerne. Derefter berammes sagen til domsforhandling, hvor sagen forelægges fra begge sider – og der afsiges en dom, hvor du får at vide, at hr. Andersen skylder dig 10.000 kr. Det vidste du godt i forvejen, men sådan er spillereglerne!

Hvis hr. Andersen valgte ikke at møde i retten, ville retten afsige en dom, som fulgte din påstand. Hr. Andersen har nu 14 dage til at betale, men han betaler selvfølgelig ikke, og sagen videresendes til fogedretten. Nu skal sagen igen berammes og igen forkyndes for hr. Andersen, der også denne gang møder op i retten. Din advokat vil kræve kontant betaling eller sikkerhedsstillelse for beløbet. Der kan eventuelt aftales en afdragsordning. Hr. Andersen kan stille sikkerhed i sit hus, bil, indbo eller andre værdier. Hvis han stadig ikke betaler, kan tingene sættes på tvangsauktion, og du må så håbe, at de indbringer så meget, at du får dækket dit tilgodehavende plus omkostninger.

Hvis hr. Andersen ikke møder op i fogedretten, bliver han afhentet af politiet, og han meddeler måske retten, at han intet ejer. Der kan nu gennemføres en såkaldt udkørende fogedforretning, hvor fogeden kører en tur ud til hr. Andersen, låser sig ind og må konstatere, at det er rigtigt: Hr. Andersen ejer ikke noget. I dette tilfælde er der ikke mere at gøre – og der er kun een til at betale samtlige omkostninger, nemlig dig selv!

Hvis fogeden ved sit besøg hos hr. Andersen konstaterer, at der er værdier, kan der gøres udlæg i disse, og hvis hr. Andersen fortsat ikke betaler, havner tingene på tvangsauktion. En sådan sag tager tid – i værste fald op til 2 år eller mere, hvis hr. Andersen anker sagen undervejs. Jamen hvad kan du så gøre? Du kan være mere påpasselig med dine kunder og ikke sælge til alle og enhver! Eller du kan:

  • Sælge mod forudbetaling
  • Sælge mod kontant betaling
  • Sælge med ejendomsforbehold
  • Sælge med bankgaranti

Hvis hr. Andersen har en fast indtægt som lønmodtager, kan du så ikke foretage udlæg i hans løn? Nej, det kan du ikke! Du kan først gøre udlæg i lønnen fem dage efter udbetalingen – og i øvrigt skal hr. Andersen og hans familie have noget at leve for resten af måneden. Det er kun Told og Skat, der kan komme efter hr. Andersen på denne måde.

Som du ser skal du være omhyggelig med, hvem du sælger til mod kredit. Alternativet er, at du lider tab både økonomisk, men sandelig også tid som kunne være brugt på positive forretninger.

Skriv en kommentar