I kraft af en ambitiøs forskningspolitik, der fremmer vækst og fornyelse, bør Danmark efter min mening bringe sig internationalt i front som førende vidensamfund præget af fleksibilitet og hurtig omstillingsevne.
Danmark bør være et centrum for udnyttelse af forskning og viden. Såvel hver for sig som i forpligtende samarbejde bør forskningsinstitutioner og erhvervsliv bidrage hertil. Danmark bør satse på høj kvalitet og højteknologi. Indsatsen bør prioriteres ved at forske i dybden mere end i bredden, og vi bør indgå på eliteplan i det internationale forskningssamarbejde.
Efter min mening bør danske universiteter tilhøre den internationale elite. Kvaliteten af såvel grundforskiningen som den anvendte forskning og den forskningsbaserede undervisning og uddannelse bør være på højeste niveau til gavn for de studerende og hele vores samfund.
Kvaliteten bør fremmes ved at lade forskningsinstitutionerne konkurrere om bevillingerne herunder også konkurere på europæisk plan om EU´s forskningsbevillinger. Forskere, universiteter og virksomheder bør have incitamenter til at omsætte deres forskning til produktion til gavn for hele det danske samfund.
Grundforskning er en forudsætning for at skabe langsigtede forskningsresultater og sikre førende forskningsmiljøer i fremtiden. Derfor bør der afsættes både faste midler og konkurrenceudsatte midler for at sikre såvel stabilitet som kvalitet i forskningen.
Teknologiens muligheder!
Vor velstand er afhængig af, hvor produktive og kreative vi er. Danmark er et moderne velstående samfund, fordi danskerne hele tiden dygtiggør sig og tager nye teknologier i brug. Ny teknologi er ubetinget en fordel for menneskene. Det er ikke teknologien som sådan, der rummer problemer, men vi menneskers brug af teknologien. Ny teknologi kan f. eks. bruges til at øge befolkningens sundhedstilstand, mindske miljøproblemer osv.
Danmark bør stræbe efter at fastholde en position som selvforsynende med energi. Et uændret træk på naturens kul-, olie – og gasforekomster truer med at forringe miljø og levevilkår for fremtidens generationer. En omlægning af den globale energiforsyning væk fra kul, olie og gas er derfor nødvendig. Liberaliseringer og frie markeder for energi skal sikre en mere effektiv udnyttelse af energiressourcer og øge anvendelse af bæredygtige energiformer.
Jeg ønsker, at Danmark bevarer og udbygger sin position som en førende nation inden for udvikling og anvendelse af miljøvenlige energiformer. Derfor bør forskning i blandt andet bioenergi styrkes for at sikre en effektiv udnyttelse af biomasse af restprodukter fra industri og landbrug. Den teknologiske udvikling skal sikre øget anvendelse af bioenergi i Danmark.
Din erfaring og mening indenfor emnet er du meget velkommen til, at dele med os andre, så vi alle kan blive klogere på området, ved at indskrive dem herunder i kommentatorboksen.
Tags: at Danmark bevarer og udbygger sin position som en førende nation inden for udvikling og anvendelse af miljøvenlige energiformer., i bør indgå på eliteplan i det internationale forskningssamarbejde., Jeg ønsker, Kvaliteten bør fremmes ved at lade forskningsinstitutionerne konkurrere om bevillingerne

Skriv en kommentar