Et varieret udbud af leverandører!

For mig er det ikke afgørende om den skattefinansierede velfærdsservice leveres af den kommunale, private eller selvejende leverandører. Det afgørende er, at borgerne får en velfærdsservice af høj kvalitet.

På de fleste af de skattefinansierede velfærdsområder har den offentlige sektor monopol eller monopollignende status. Det er kun på mindre områder som fx praktisk hjemmehjælp, at de private leverandører indtil nu er lykkedes med at udfordre det kommunale monopol.

Hvis borgerne reelt skal have et frit valg, skal der være flere leverandører at vælge imellem. Der skal være en større mangfoldighed i udbuddet på de enkelte velfærdsområder.

Et varieret udbud af leverandører kan sikre på flere måder. For det første skal der i højere grad åbnes for, at borgerne kan vælge private og selvejende leverandører som alternativ til det kommunale tilbud. For det andet skal der i højere grad være konkurrence internt mellem de kommunale enheder, fx daginstitutioner, plejecentre eller hjemmehjælpsenheder.

Det er ikke et succeskriterium, at alle borgerne vælger ikke-offentlige leverandører. Succeskriteriet er, at borgerne oplever et forskelligartet udvalg og har mulighed for at vælge netop den leverandør, der opfylder deres ønsker og behov.

Flere leverandører
Jeg ønsker, at der skabes et varieret udbud af leverandører, der kan levere den mangfoldighed i efterspørgslen, borgerne har.

Antallet af leverandører og et mangfoldigt udbud til borgerne kan understøttes lokalt på en række forskellige måder, fx udlicitering, afknopning, selskabsgørelse, omdannelse til selvejende institutioner eller egentlig frasalg.

Der kan ikke opsættes generelle betingelser og krav om antallet af leverandører, som borgerne kan vælge imellem. På nogle velfærdsområder i nogle dele af landet, vil en leverandør givetvis være den dominerende, fx den lokale folkeskole. Det er i sig selv uproblematisk, da et alternativ vil opstå, hvis efterspørgslen er tilstrækkelig stor. Det afgørende er, at det alene er borgernes til- og fravalg, der afgrænser antallet af leverandører.

Tags: , , , , , ,

Skriv en kommentar