Staten har i realiteten ubegrænsede midler til at føre retssager via Kammeradvokaten, herunder til anke af civile retssager, som staten har tabt i første instans.
Det står i modsætning til den borger, der allerede i byretten har oplevet det skæve styrkeforhold, der altid eksisterer, når staten er modpart. En anke medfører for borgeren store og yderligere omkostninger. Der er således eksempler på, at borgere indgår forlig på trods af at have fået medhold i første instans, alene fordi en ankesag ville medføre store, yderligere advokatomkostninger. Det er ikke betryggende for borgernes retssikkerhed.
Jeg mener ikke, at borgeren skal trækkes igennem en længere retssagsproces end højst nødvendigt. Jeg foreslår derfor, at der indføres en ankebegrænsning, så staten ikke som udgangspunkt kan anke en dom i en civil retssag, der er gået staten imod. I særlige tilfælde skal det dog fortsat være muligt, når dommen er åbenlyst forkert, principiel eller drejer sig om store værdier. Kompetencen til at give anketilladelse placeres hos Procesbevillingsnævnet.
Opnår staten Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke af sagen, bevilges borgeren fri proces.
Kurtdamsted's Blog 