Archive for maj 2015

Lovgivningen skal moderniseres med frit valg som det grundlæggende element!

maj 31, 2015

Det er derfor nødvendigt, at lovgivningen på velfærdsområder, hvor borgerne har frit valg, moderniseres og tilpasses med frit valg som det grundlæggende element.

Et velfungerende frit valg.

Et velfungerende frit valg er betinget af en række elementer, som skal være på plads, før der reelt kan siges være frit valg for borgerne. Et velfungerende frit valg kræver, at borgerne skal sikres tilgængelig og sammenlignelig information om de enkelte leverandørers kvalitet og borgernes tilfredshed med leverandørerne. Derudover skal der naturligvis være forskellige leverandører at vælge leverandører at vælge imellem.

Forudsætninger for et velfungerende frit valg

  • Kendskab til muligheden for selv at vælge leverandør
  • Lige adgang til et nemt, hurtigt og trygt leverandørvalg
  • Et varieret udbud af leverandører
  • Ligestilling og fair konkurrence mellem leverandørerne

For mig er det ikke afgørende, om de skattefinansierede velfærdsservices leveres af offentligt eller privat medarbejdere. Tilsvarende er det heller ikke et mål, at flere skal vælge en bestemt leverandør. Målet er alene, at borgerne skal have friheden, muligheden og retten til at vælge mellem forskellige leverandører.

Frit valg skal være grundlaget for de offentlige serviceopgaver!

maj 31, 2015

I København er det blot 41 pct. af de ældre, som modtager praktisk hjælp fra den kommunale leverandør, der er tilfredse med antallet af hjælpere, der kommer i deres hjem. Omvendt er hele 76 pct. af borgerne, der har valgt en privat leverandør tilfredse.

Undersøgelsen, som kommunen selv har fået foretaget, har nu medført, at den kommunale leverandør skal levere en bedre service. De ældre, der har fravalgt den kommunale leverandør, har dermed indirekte bidraget til at hæve kvaliteten for de ældre, der stadig får hjælp af kommunen. Frit valg betyder dermed, at alle ældre i Københavns Kommune får en bedre service, end hvis der havde været et kommunalt monopol. Konkurrencen mellem de forskellige leverandører fører til mere service og øget kvalitet.

Frit valg sikrer bedre kvalitet og mere tilfredshed for de samme penge og en offentlig sektor på borgernes præmisser.

De offentlige serviceopgaver – såsom sygehuse, børnepasning, ældrepleje m.m. – skal moderniseres på grundlag af princippet om frit valg for borgerne mellem offentlige og private serviceleverandører.

(Kilder: Berlingske, 28 juli 2014: Ældre på stribe vælger privat hjemmehjælp, Produktivitetskommissionen: Offentlig-privat samarbejde – analyserapport 6, februar 2014).

Et moderne og mere velfungerende frit valg!

maj 25, 2015

Frit valg handler om mennesyn. Frit valg handler om at skrotte overformynderiet, sætte os borgere før systemet og have troen på, at den enkelte borger er i stand til at træffe kvalificerede valg.

Vi skal væk fra opfattelsen af, at den offentlige sektor kan lave løsninger, der dækker alles behov. Jeg ønsker, at den skattefinansierede velfærd leveres på os borgeres præmisser med respekt for den enkeltes ønsker og behov. De, der kan og vil, skal have friheden til at vælge til og fra.

Frit valg er værdifuldt for os borgere. Alene det, at vi kan vælge til og fra, giver os kontrol, indflydelse og ansvar for velfærdsydelsen. Der bliver en større overensstemmelse mellem det, der efterspørges af den enkelte og det, der leveres af fællesskabet. Frit valg giver os borgere kontrollen og sikrer en større tilfredshed med den skattefinansierede velfærd.

Op gennem 2000érne indførtes frit valg på en lang række områder fx frit valg af plejebolig, hjemmehjælpsleverandør, pasningstilbud, udvidet frit skolevalg, udvidet frit sygehusvalg, frit valg i børne- og ungdomspsykiatrien.

Ifølge en brugerundersøgelse, som Social- og Integrationsministeriet har gennemført sammen med KL, mener mere end 60 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne, at frit valg er vigtigt eller meget vigtigt, og stadig flere vælger at benytte en privat leverandør. Hos befolkningen generelt er det hos tre ud af fire holdningen af ældre, der har ret til hjælp, skal kunne vælge mellem flere leverandører. Og alene muligheden for at kunne vælge en anden leverandør øger trygheden for borgerne.

SF-Borgmester: Vi skal lære af de private.

“Det duer ikke at komme med de flosker, som fagbevægelsen og venstrefløjen ofte kommer med, om, at det går galt, når folk vælger de private. Tallene viser, at københavnerne er rigtigt tilfredse med de private leverandører. Mit svar er, at vi har en forpligtigelse til at sørge for, at de kommunale leverandører er lige så gode som de private, og at tilfredsheden hos borgerne er lige så høj. Derfor skal vi prøve at lære af de private, f.eks., omkring den servicemindhed, man har”, siger sundhedsborgmester i København Nina Thomsen (SF). (Kilde: Berlingske, 28. juli 2014).

Når det frie valg er reelt, bliver det også brugt. Eksempelvis brugte næsten halvdelen af de ældre, der var visiteret til hjemmehjælp i 2011, det frie valg. Når borgerne kan vælge til og fra, har de også mulighed for at præge udformningen af tilbuddet.

Kilder: Produktivitetskommissionen: Offentlig-privat samarbejde – analyserapport 6, februar 2014 Social- og Integrationsministeriet, december 2013: Brugerundersøgelse om hjemmehjælp til borgere i eget hjem og i plejebolig/plejehjem; Berlingske, 28.juli 2014: Ældre på stribe vælger privat hjemmehjælp. Dansk Erhverv, 7. juli 2014: Danskerne ønsker valgfrihed mellem offentlig og privat. Analyse foretaget af Hatch & Bloom for DI Service, januar 2013: Den gode velfærdsydelse – Hvad forventer danskerne? Jylland-Posten 15. september 2012: Flere og flere ældre køber selv hjælp!

Markante kommunale forskelle i ventetid til almen, ambulant genoptræning!

maj 21, 2015

“Der er markante kommunale forskelle i ventetid på almen ambulant genoptræning, hvilket indikerer, at ikke alle kommuner tilbyder en rettidig genoptræning til patienter, der udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan. Data for ventetid på genoptræning i kommunen er for nuværende ikke gode nok, men forskellene kommunerne imellem kan ikke alene forklares med mangelfulde data”.

En opgørelse fra Danske Handicaporganisationer, Danske Fysioterapeuter og Ældresagen viser, at ventetiden for genoptræning efter Sundhedsloven i omkring 60 pct. af kommunerne er mere end 7 dage.

Haderslev og Køge Kommuner tilbyder dog i dag borgerne med et lægefagligt begrundet behov for genoptræning inden for 5 dage uden meromkostninger.

“Vi havde jo en del borgere på venteliste til genoptræning, så det kostede 2 ekstra terapeuter i 2 måneder, og selve indkøringsfasen varede 3 måneder. Men nu er ventetiden nede på 5 dage, og udgifterne i det daglige arbejde er ikke større, end da ventetiden var 4 uger.”, forklarer Lars Hoppe Søe, leder af genoptræningen i Køge Kommune.

Jeg foreslår, at nedbringe ventetiden på ambulant genoptræning efter udskrivning fra sygehus. Patienterne skal have udvidede valgmuligheder, hvis genoptræningen ikke er startet efter 7 dage.

Udvidet frit valg til genoptræning!
Såfremt borgerens bopælskommune ikke kan hjælpe patienten i gang med det aftalte genoptræningsforløb inden for senest 7 dage – hvor det fagligt vurderes, at patienten er klar til at gå i gang med genoptræningen – skal borgeren have ret til at kunne vælge en anden leverandør, og dermed ret til at kunne fravælge lang ventetid.

Takster aftales mellem KL og udbyderne på linje med principperne bag det udvidede frie sygehusvalg. Kan parterne ikke enes, fastsættes taksterne af en uvildig opmand.

Patienten kan i dag ikke vælge en privatpraktiserende fysioterapeut, hvis patientens bopælskommune ikke har en aftale med dem. ligesom patienten ikke kan benytte privatpraktiserende tilbud i andre kommuner, hvis kommunen ikke har indgået aftaler, og det skal selvfølgeligt laves om.

Ret til hurtig genoptræning!

maj 16, 2015

Et rettidigt genoptræningsforløb reducerer funktionsevnetabet. Hurtig genoptræning er derfor afgørende for, at patienterne hurtig kan komme tilbage til et almindeligt familie- og arbejdsliv efter en operation eller behandling.

For ældre borgere vil hurtigere genoptræning – når det fagligt vurderes at den enkelte er klar til at gå i gang med genoptræningen – samtidig betyde, at flere kan klare sig selv, samt bidrage til at forebygge, at patienten bliver genindlagt. Det kan også på sigt spare kommunerne for udgifter til pleje og omsorg, hvis ældre borgere genvinder mest mulig funktionsevne.

En række kommuner har fortsat alt for lang ventetid på almen, ambulant genoptræning. Regeringen har i flere omgange lovet at nedbringe ventetiden til genoptræning i kommunerne. Men på mange andre områder, er regeringen også på dette punkt løbet fra sine løfter.

Ventetid på genoptræning er gift for ældre patienter.

Man ved, at ventetid på genoptræning er det rene gift for ældre patienter, der udskrives fra sygehuset efter en operation. Musklerne svinder ind, og i værste fald risikerer den ældre at blive afhængig af hjemmehjælp” Kilde: KL.dk, 27.februar 2013

Mennesker, der har været ramt af sygdom eller ulykke, skal ikke vente unødigt på et genoptræningstilbud, hvis det lægefagligt vurderes, at de er klar til at gå i gang med genoptræningen.

Ligestilling af danske patienters rettigheder uden og inden for Danmark!

maj 13, 2015

Jeg mener ikke, at danske patienter skal til udlandet for at blive hurtigt behandlet. Vi bør udvide det udvidede frie sygehusvalg yderligere, og give patienterne frit valg i Danmark fra dag ét for de behandlinger, der ikke kræver forhånds-godkendelse ift. EU´s patientrettighedsdirektiv. Udvidelsen af det udvidede frie sygehusvalg forestås indført over en kortere årrække.

Det vil sikre, at danske patienter har samme muligheder for og rettigheder til at blive behandlet hurtigt, uanset størrelsen på pengepungen.

Regeringen overbetaler udenlandske sygehuse!

Regeringens implementering af EU´s patientrettighedsdirektiv medfører ikke alene en negativ forskelsbehandling af de danske patienter, men også en favorisering og overbetaling af udenlandske privathospitaler.

Direktivet giver fra dag ét patienter henvist til ambulant behandling ret til at blive behandlet på udenlandske privathospitaler, hvis de selv kan lægge ud for behandlingen. Omvendt har patienter med de danske regler først ret til behandling på danske privathospitaler efter to måneders ventetid. Dermed vil der blive flyttet aktivitet fra de danske privathospitaler til udenlandske privathospitaler.

Derudover bliver der færre penge til sundhed, hver gang en patient tager til udlandet og bliver behandlet. Når danske privathospitaler i dag behandler under det udvidede frie sygehusvalg  koster det i gennemsnit 85 pct. af den offentlige takst (DRG-taksten), mens prisen er helt nede på 43 pct. af DRG, når der udføres operationer og behandlinger, der har været i udbud.

Omvendt får de udenlandske privathospitaler 100 pct. af DRG-taksten, når patienterne med den nye EU-ordning kan tage den gennemsnitlige omkostning ved de offentlige sygehuse (DGR-taksten) med sig til udlandet. Det er både unfair konkurrence for danske privathospitaler, og sender vækst og arbejdspladser ud af landet.

Der er gode muligheder for større eksport af sundhedsydelser, hvis vi i Danmark formår at styrke hjemmemarkedet. EU´s patientrettighedsdirektiv giver nogle muligheder, som kan udnyttes til fastholde arbejdspladser i Danmark samt til at tiltrække sundhedsturister til landet.

Vi skal udnytte den til stadighed stigende internationale efterspørgsel efter sundhedsydelser. Markedet for behandling af udenlandske patienter mod betaling på danske privatsygehuse, vil kunne blive styrket som følge af en bedre implementering af direktivet. I dag tjener Sverige 10 gange så meget på behandlingsrejsende som Danmark.

Ligestilling af danske patienters rettigheder i EU og i Danmark!

maj 12, 2015

Danske patienter bedre stillet udenfor Danmarks grænser!

EU´s Patientmobilitetsdirektiv trådte i kraft i Danmark den 1. januar 2014. Med direktivet har patienter i EU fået ret til at vælge behandling i et andet medlemsland uafhængigt af ventetider i eget land inden for nogle veldefinerede rammer.

Som udgangspunkt kan patienterne vælge at blive behandlet i et andet EU-land, så snart patienten har henvisning fra egen læge og har ret til behandlingen i Danmark.

I direktivet skelnes ikke mellem private og offentlige hospitaler. Patienterne har derfor med direktivet i hånden frit sygehusvalg i hele EU på 90 pct. af alle ambulante behandlinger og operationer, fordi der ikke kræves forhåndsgodkendelse.

Det betyder fx at, så snart en dansk patient med dårligt knæ har fået en henvisning til ambulant behandling på et sygehus, kan patienten skippe den danske venteliste og tage til fx Malmø eller Flensborg for at blive behandlet.

Patienten skal selv lægge ud for behandlingen, men kan efterfølgende få refunderet udgifterne svarende til, hvad operationen koster i Danmark (DRG-taksten)

Dermed skaber regeringen på sigt et A- og B-hold på sundhedsområdet. De ressourcestærke kan tage bilen over sundet til Malmø og modtage behandling inden for få dage eller uger, mens de, der ikke selv kan lægge ud for behandlingen, må vente op til 2 måneder, før de selv kan tage turen til et offentligt eller privat hospital.

Hvem har ret til hurtig behandling i EU?

Man kan vælge behandling i et andet EU-land uden forhåndsgodkendelse, hvis:

  • Man er henvist af egen læge
  • Behandlingen tilbydes i det danske, offentlige sygehusvæsen
  • Behandlingen ikke kræver indlæggelse
  • Behandlingen ikke er specialiseret, dvs. reguleret i specialeplanen
  • Patienten selv betaler for behandlingen og efterfølgende søger om refusion

Refusion for behandling i et andet EU-land kræver en forhåndsgodkendelse fra bopælsregionen inden behandlingen, hvis:

  • Man skal indlægges eller have en specialiseret ambulant behandling
  • Hvis bopælsregionen ikke kan tilbyde behandlingen rettidigt i forhold til patientens behandlingsbehov, skal forhåndsgodkendelsen gives.

Ventetider skal bekæmpes!

maj 11, 2015

Alle patienter, uanset pengepung eller beskæftigelse skal have mulighed for at vælge hurtig behandling, når ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage!

Mens man bør være optaget af at bekæmpe ventelister – og sikre, at flere  patienter behandles hurtigt og effektivt – har regeringen desværre været optaget af at bekæmpe patienternes ret til hurtig behandling. Ikke for at spare penge, men fordi regeringens modstand mod privathospitaler vejede tungere end patienternes rettigheder og valgfrihed.

Regeringens forringelse af patienternes rettigheder betyder samtidig, at der bliver skabt et A- og et B-hold af patienter, hvor dem med økonomien i orden kan springe ventelisterne over og få hurtig behandling på et privathospital.

Regeringens såkaldte differentierede ventetidsgaranti har således blot været en garanti for, at ingen patienter har fået bedre behandlingsrettigheder, mens mange har fået forringet deres ret til at kunne fravælge lange ventetider på behandling i det offentlige.

Jeg er samtidig kritisk over for, at regeringen har valgt at give personer i beskæftigelse bedre rettigheder end danskere, der står uden for arbejdsmarkedet – herunder også pensionister og studerende. For første gang i Sundhedslovens historie har regeringen nemlig valgt at skrive “beskæftigelse” ind som et konkret kriterium i forhold til adgangene til behandling.

Alle patienter skal have ret til hurtig behandling!

For Venstre er det afgørende, at patienterne sikres den bedst mulige behandling, hurtigst muligt. Derimod er det mindre afgørende, om det sker på et offentligt eller privat sygehus.

Senest har Region Sjælland – med Venstre i spidsen – valgt at trodse regeringens forringelse af patienternes ret til hurtig behandling, og har ifm den nye budgetaftale netop besluttet at sikre alle patienter ret til hurtig behandling inden for 30 dage. Region Sjælland søger derved at minimere den nuværende ulighed i adgangen til behandling, som regeringens forringelser af det udvidede frie sygehusvalg har medført, hvor nogle patienter gives en ventetidsgaranti på 30 dage og andre patienter med samme lidelse gives ventetidsgaranti på to måneder.

Venstre vil udnytte kapaciteten på både de offentlige og private sygehuse bedre, så vi sikrer den kortest mulige ventetid til både udredning og behandling. Det bidrager samtidig til at sikre mere sundhed for pengene.

Hurtig behandling betyder, at patienterne hurtigere kan blive deres lidelse eller sygdom kvit, og dermed hurtigere tilbage til et almindeligt hverdags liv med beskæftigelse, fritids- og familieaktiviteter.

Ret til hurtig behandling!

maj 11, 2015

Mange danskere venter stadig for længe på at blive opereret, når de er henvist fra lægen. Den gennemsnitlige ventetid var i 2015 knapt 51 dage.

Bag den gennemsnitlige ventetid gemmer sig store regionale forskelle. Eksempelvis var den gennemsnitlige ventetid i Region Nordjylland mere end 57 dage, mens patienterne i Region Syddanmark omvendt kun ventede i gennemsnit knapt 45 dage.

I 2001 overtog VK-regeringen et sundhedsvæsen, hvor ventetiden var lang, og hvor ganske almindelige danskere måtte stå i alenlange køer til sygehusbehandling, mens velbjergede danskere kunne springe køen over og komme på privathospital.

Det gik Venstre til valg på at lave om. Kort sagt: Patienten skulle i centrum.

Venstre tog opgøret med den misforståelse, at det er vigtigere at bekæmpe privathospitaler end ventelister. Patienterne blev udstyret med en helt unik patientrettighed, der gav alle patienterne lige ret til at kunne vælge køen fra.

Indsatsen gav mærkbare resultater – både for patienterne og for systemet. Ventetiderne raslede ned, og patienterne var mere tilfredse med deres indlæggelse end nogensinde, samtidig med at sygehusene satte rekord i produktivitet, effektivitet og kvalitet.

Patienternes ret til hurtig behandling inden for 30 dage var en helt unik patientrettighed, der gav både patienterne valgfrihed og sikrede lighed i sundhedsvæsenet. Ved udgangen af 2012 havde mere end 604.000 patienter haft direkte glæde af det udvidede frie sygehusvalg og dermed fået behandling hurtigere, end de ellers ville have fået.

Regeringen forringede behandlingsgarantien fra den 1. januar 2013, så de fleste operationer i dag har en længere ventetid, før patienten kan fravælge ventetiden. Mere end halvdelen af alle patienter venter mere end 30 dage på behandling. Og mens ventetiderne generelt fald under VK-regeringen, er de nu stagneret – frem for at fortsætte med at falde.

Patienterne skal have en reel ret til hurtig udredning!

maj 8, 2015

Patienterne skal sikres hurtig udredning uden unødvendig ventetid.

Patienterne skal ikke blot have pæne ord på papiret – de skal også i praksis have en reel ret til hurtig udredning.

For undertegnede er det samtidig afgørende, at hurtig udredning ikke sker på bekostning af patienternes ret til at kunne vælge hurtig behandling. Patienterne skal naturligvis både sikres ret til hurtig udredning og hurtig behandling i det danske sundhedsvæsen.

Ret til udredning på privathospitaler er en god idé
“Det vil give borgerne et ekstra håndgreb i den ret, de har fået med udredningsgarantien, og for det andet vil det lægge et muligvis nødvendigt pres på regionerne, så det får dem til at prioritere opgaven lidt højere”, siger professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard fra Aarhus Universitet.

Regeringen har ikke ville lade den ny udredningsret være omfattet af det udvidede frie sygehusvalg. Regeringen stiller sig dermed igen på systemets side frem for på patienternes.

Vi bør indføre en udredningsret, der indebærer konkrete patientrettigheder og dermed giver patienterne nogle reelle muligheder for at kunne fravælge lange ventetider i det offentlige.

Jeg foreslår derfor, at patienterne skal have en reel ret hurtig udredning. Patienterne skal sikres udvidede valgmuligheder, så hele eller dele af udredningen – fx MR-scanning og andre diagnostiske undersøgelser – kan udføres på private hospitaler og klinikker, hvis det på regionens sygehuse ikke er kapacitetsmæssigt muligt at udrede sygehuspatienterne inden for 30 dage, hvor det fagligt er muligt.