Allerede da Fremtidens Plejehjem blev taget i brug, blev gevinsterne høstet. Helt konkret blev antallet af nattevagter reduceret i forhold til normen for et traditionelt plejehjem. Det kunne lade sig gøre, fordi arbejdsgangene blev lagt om som følge af den nye velfærdsteknologi med sensorer i gulvene.
Det har været vigtigt for Fremtidens Plejehjem at sikre back-up i krisesituationer. Her er der etableret en tilkaldeordning til den udgående hjemmepleje, der kan træde til, for eksempel hvis en borger er faldet, og der er behov for yderligere assistance. Det giver en tryghed for både borgere og medarbejdere samt en god udnyttelse af ressourcerne.
Løfter ikke i flok
I Aalborg Kommune løfter ældreplejen i flok ved ikke at løfte i flok. Det kan lyde paradoksalt, men det giver god mening. Aalborg Kommune har installeret loftlifte i samtlige plejeboliger. Med loftliftene kan forflytning af borgerne ske med én medarbejder, hvor man tidligere løste opgaven med to medarbejdere.
Inden Aalborg Kommune omlagde arbejdsgangene og installerede loftslifte og bad- og toiletstole i 1.700 plejehjemsboliger, foretog hver medarbejder mellem 6 og 20 forflytninger om dagen sammen med en kollega. Udgangspunktet er nu, at forflytninger sker med én medarbejder.
Hvad synes borgerne?
Resultaterne af implementeringen af loftlifte og omlægning af arbejdsgange så forflytninger bliver foretaget af én medarbejder frem for to, taler et tydeligt sprog. Borgerne føler både en større tryghed under forflytningerne, og de oplever, at forflytningerne er mere nænsomme. Samtidig oplever borgerne, at der er bedre mulighed for at tage hensyn til de individuelle behov, når de bliver forflyttet med loftlifte.
En væsentlig forbedring, som borgerne fremhæver, er, at de er i øjenhøjde med medarbejderne. Det betyder en bedre kontakt mellem medarbejder og borger. Hermed opnås en bedre mulighed for at kommunikere behov og skabe gensidig tillid under forflytningen. Borgerne bliver således mere involveret i forflytningen.
Tags: back-up i krisesituationer, loftlifte i plejeboliger, sensorer i gulvene, toiletstole i plejeboliger
Skriv en kommentar