“Slå tobakken – Rygestop til sårbare borgere og deres nærmeste pårørende”
Kolding Kommune har etableret et rygstop kursus målrettet sårbare borgere og deres pårørende. Evalueringen viser, at indsatsen har god effekt og er samfundsøkonomisk fornuftig. Andelen, der skulle være holdt op med at ryge efter 6 måneder, var sat til 20 pct. og resultatet blev en rygestopstatus på 28 pct. Formålet med indsatsen er at hjælpe socialt udsatte og socialt sårbare rygere i Kolding Kommune i deres bestræbelser på succesfuldt rygestop med et proaktivt tilbud, fleksibilitet, rygestopmedicin og sammenhæng mellem sektorer.
Århus Kommunes tilbud til svært overvægtige børn!
Sundhedsplejen i Århus Kommune screener systematisk børn for overvægt i forbindelse med indskolingsundersøgelsen i 0 klasse. De svært overvægtige børn og deres familier tilbydes derefter en behandlingsindsats. Center for Folkesundhed og Kvalitetsudveksling i Region Midtjylland har i 2012 foretaget en evaluering. Evalueringen viser, at 140 familier har deltaget i perioden 2008-2011 svarende til 63 pct. af de svært overvægtige. Af disse opnåede 75 pct. et fald i BMI, og heraf opnåede 28 pct. et vægttab, som betød, at de gik fra at være svært overvægtige til blot at være overvægtige. Det interessante ved initiativet er dels den systematik, som er indeholdt i screeningsindsatsen, og ikke mindst, at man har konstateret, at den positive vægtudvikling holder sig over tid. Indsatsen er nu i drift og omfatter ca. 60 børn årligt, og koster Aarhus Kommune 582.000 kr. årligt alt inklusive.
Tværkommunalt samarbejde om unges forbrug af alkohol og stoffer!
Holbæk, Odsherred og Kalundborg kommuner har indgået et forpligtende samarbejde med 13 ungdomsuddannelser, som skal reducere forbruget af alkohol og stoffer hos unge i alderen 16-20 år. I Indsatsen er det afgørende, at nøglepersoner i den unges dagligdag arbejder tæt sammen på tværs af organisationer, og at der udvikles handleplaner sammen med de unge. Formålet med indsatsen er at nedbringe rusmiddelforbruget blandt unge og fremme deres trivsel og sundhed.
Bevægelse, krop og sind!
Der er mange veje til at komme sig fra psykisk sygdom – såkaldt recovery. Bevægelse, motion og idræt kan være en af vejene – også selvom man ikke er vild med sport. Derfor er socialpsykiatrien i Slagelse, Sorø og Ringsted kommuner gået sammen med Psykiatrien Vest (Region Sjælland) for at gøre motionsformer legende og som en del af de tilbud, der gives til mennesker med psykisk sygdom. Projektet vil skabe et samspil imellem tilbuddene i socialpsykiatrien, psykiatrien og frivillige idrætsorganisationer, og gøre det muligt for mennesker med psykisk sygdom, eller psykisk sårbarhed at få en ny og sundere livsstil.
Skriv en kommentar