Archive for juli 2014

Befolkningens holdning til private serviceleverandører!

juli 31, 2014

Politisk handling kræver opbakning i befolkningen.
Der må antages at være en sammenhæng mellem befolkningens holdninger til brug af private leverandører af velfærdsydelser og de ansvarlige politikeres lyst til at udbyde velfærdsopgaver i fri konkurrence. For at skabe et overblik over hvad danskerne mener om brug af private leverandører, gennemførte Epinion pva DI Service ved udgangen af 2013 en undersøgelse af 1.011 danskeres holdning til offentlig-privat samarbejde på serviceområdet.

Godt halvdelen af befolkningen er positivt stemt for mere OPS.
Undersøgelsen viser, at danskerne generelt er åbne for i stigende omfang at lade private leverandører løser velfærdsopgaver. 53 pct. af danskerne har svaret, at de i høj grad eller nogen grad mener, at private servicevirksomheder skal varetage flere offentlige velfærdsopgaver. 37 pct. mener dog, at det i mindre grad eller slet ikke skal være tilfældet.

Blandt de, der har en holdning til spørgsmålet, er seks ud af ti danskere således positive overfor øget brug af private leverandører.

Positiv holdning i befolkningen bekræftes af flere analyser.
Resultaterne bekræftes af to nyligt gennemførte undersøgelser om danskernes holdning til private leverandører.

En analyse udarbejdet af Greens Analyseinstitut for Børsen i februar 2014 viser at 45 pct. af danskerne er positive overfor udlicitering af børnepasning og vuggestuer. Billedet er det samme for ældreplejen. Derimod er 34 pct. af danskerne ifølge undersøgelsen imod udlicitering.

En undersøgelse fra A&B Analyse foretaget blandt ca. 1.200 danskere for Altinget.dk i februar 2014 viser, at et flertal på 57 pct. mener, at private virksomheder skal have mulighed for at overtage en større del af ældreplejen fra det offentlige.

Få men positive erfaringer!

juli 31, 2014

Erfaringerne i forhold til drift af plejecentre er sparsomme, hvilket også har været fremhævet i den seneste debat og i tidligere debatter om konkurrence på de borgernære velfærdsområder. De nuværende eksempler viser dog tydeligt, at resultaterne har været positive, og at konkurrencesituationen ofte har betydet reducerede udgifter, højt kvalitetsniveauet og ikke mindst nye udviklende samarbejdsformer mellem den offentlige og private sektor.

Interessante fremtidige samarbejder!

juli 29, 2014

Udover de tre eksempler fra Gribskov, Kolding og Solrød kommuner har Vejle kommune (2004), Syddjurs Kommune (2012) og Greve Kommune (2012) indgået kontrakter om drift af plejecentre med private leverandører. Kolding Kommune og Holbæk Kommune åbner de kommende år hver især dørene op for plejecentre opført som offentlig-private partnerselskaber -OPP. OPP-modellen giver mulighed for at tænke opførelsen af selve plejecentrene sammen med den efterfølgende drift og tilhørende serviceydelser. I Kolding Kommune vil man bl.a. opføre en cafe med udsigt mod den nærliggende å og en wellness-afdeling.

Erfaringer fra Solrød Kommune!

juli 29, 2014

Solrød Kommunes eneste Plejecenter – Christians Have – er opdelt i en kommunal og en privat del. Centret blev første gang udbudt i 2003 og igen i 2009.

Budgettet for det kommunale Plejecenter fastsætter ud fra de priser, som den private leverandør har budt ind med. Derfor udløser et lavere tilbud fra den private leverandør automatisk et lavere budget for den kommunale leverandør. I forbindelse med det første udbud var den private leverandør 18 pct. billigere end kommunens eget kontrolbud. Omkostningerne steg skønsmæssigt 5 pct. i forbindelse med genudbudt, hvilket bl.a., tilskrives ændringer i den måde, ydelserne sammensætter.

Der er ingen forskel i følgeomkostninger til tilsyn, opfølgning og kontraktpleje mellem de to dele af plejecentret. Tilsvarende er der heller ikke registreret forskel i bruger- og medarbejdertilfredsheden. Der er dog en tendens til øget konkurrence mellem den kommunale og private leverandør, hvilket har bidraget til at øge kvalitetsniveauet for begge parter, viser analysen fra Udbudsrådet.

Erfaringer fra Kolding Kommune!

juli 28, 2014

I Kolding Kommune valgte man at konkurrenceudsætte Plejecenter Dreyershus, da det blev opført i 2000. Plejecentret blev genudbudt i 2007.
Da der var tale om udbud af et nyopført Plejecenter, er det ikke muligt at opgøre besparelserne ved førstegangsudbuddet. Det kan dog konstateres, at det vindende tilbud var 29 pct. billigere end det dyreste tilbud. I forbindelse med genudbudt i 2007 blev der opnået en besparelse på 1 pct., viser analysen fra Udbudsrådet.

En sammenligning mellem det private Plejecenter og et tilsvarende kommunalt Plejecenter i kommunen viser, at det private Plejecenter er omkring 16 pct. billigere. Der er ingen forskel i service og kvalitet mellem de to plejecentre. Ligeledes er bruger- og medarbejdertilfredsheden på samme niveau. FOA i Kolding vurdere dog, at det psykiske arbejdsmiljø er bedre på det private Plejecenter, og at der er en mere synlig ledelse.

Konkurrenceudsættelse på plejeområdet!

juli 25, 2014

I den verserende debat om konkurrenceudsættelse af velfærdsopgaver er det ofte blevet fremhævet, at der ikke kan påvises nogle positive effekter ved at konkurrenceudsætte driften af f.eks. plejecentre.

Indtil 2012 var der kun 3-4 kommuner, der havde konkurrenceudsat driften af plejecentre. Indenfor de sidste par år er antallet af kommuner, der konkurrenceudsætter driften af plejecentre, blevet mere end fordoblet og denne udvikling forventes at blive forstærket i de kommende år.

I 2009 udgav det daværende Udbudsrådet en effektanalyse af konkurrenceudsættelse af pleje- og omsorgsopgaver i kommunerne, som gav en række eksempler på de positive effekter ved konkurrenceudsættelse af plejecentre.

I rapporten ses der eksempelvis nærmere på to sammenlignelige plejecentre i Gribskov Kommune (hhv. et privat og et kommunalt), som blev udbudt for anden gang i 2005. Sammenligningen viser, at det private plejecentre er ca. 19 pct. billigere. Der er ingen forskel i følgeomkostninger til opfølgning, tilsyn og kontraktpleje. Service- og kvalitetsniveauet er det samme for de to plejecentre, og der er ingen forskel i brugertilfredsheden.

Der er lidt forskellige opfattelser af medarbejdertilfredsheden på hhv. de kommunale og de private plejecentre. Ældrerådet i kommunen vurderer, at medarbejdertilfredshed er størst på det private plejecentre. FOA’s vurdering er, at medarbejdertilfredsheden er størst på det kommunale plejecentre.

Gribskov Kommune har netop afsluttet et større genudbud, der omfatter næsten alle udførelsesopgaver på ældre- og sundhedsområdet samt udvalgte opgaver på det specialiserede socialområde.

Besparelser og bedre kvalitet på hjælpemiddelområdet!

juli 24, 2014

ROPS dokumenterede i 2011 en nettobesparelse på mellem 9 og 40 pct. i et studie af ti kommuners konkurrenceudsættelse af driften af hjælpemiddeldepoter. Otte ud af de ti kommuner oplevede ligeledes en fastholdelse eller forbedring af kvalitet og serviceniveau. Ingen kommuner oplevede en forringelse af kvalitet og serviceniveau. Forbedringerne ses særligt ved, at kommunerne har opnået en bedre styring af hjælpemiddelområdet.

Gennemsnitlig gevinst på 15 pct.

juli 24, 2014

Udbudsportalen i KL har indsamlet en lang række cases med konkrete erfaringer fra udbud af særligt kommunale driftsopgaver. Blandt de 87 cases, hvor gevinsterne ved konkurrenceudsættelse fremgår, er den gennemsnitlige nettogevinst beregnet til godt 15 pct.

Det følger heraf, at ikke alle kommuner og øvrige offentlige myndigheder kan opnå en besparelse på 15 pct. Meget afhænger af en række øvrige faktorer, såsom tilrettelæggelsen af udbuddet, mulighed for stordriftsfordele, ledelse, forankring af projekter i den offentlige organisation, opgavens kompleksitet samt ikke mindst leverandørernes evne til at opfylde de fastsatte mål. Derfor vil der for nogle projekter være større gevinster end ved andre, hvilket flere af de omtalte analyser peger på. Derfor er der fortsat brug for at studere de gode og dårlige eksempler for at blive klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker, når offentlige serviceopgaver udsættes for konkurrence.

Lavere enhedspris på hospitalers vask og rengøring!

juli 24, 2014

Danske Regioner har i 2011 i samarbejde med PwC gennemført en analyse af hospitalernes omkostninger til støttefunktionerne vask og rengøring. Analysen peger på, at modeller, baseret på samarbejde med private virksomheder, har lavere enhedsomkostninger end andre løsningsmodeller – herunder interne afdelinger.Mindre hospitalsenheder synes særligt at opnå effektiviseringsgevinster ved private løsningsmodeller.

Positive effekter ved konkurrence om sygedagpengeadministrationen!

juli 23, 2014

ROPS gennemførte i 2013 en analyse af effekterne ved konkurrenceudsættelse af kommunernes administration af sygedagpengeområdet på baggrund af erfaringerne i syv kommuner. Fem kommuner opnåede økonomiske besparelser, mens seks kommuner opnåede en forbedret styring af opgaveløsningen. Endelig har fire kommuner opnået bedre kvalitet i form af mere relevante tilbud til sygemeldte borgere.